Idris Elba et mulehår fra dansk instruktørs Hollywood-film – sammen med McConaughey

Idris Elba et mulehår fra dansk instruktørs Hollywood-film – sammen med McConaughey

For et par uger siden blev det bragt til torvs, at ingen ringere end Matthew McConaughey er udset til rollen som skurken Man in Black i Nikolaj Arcels amerikanske filmatisering af Stephen Kings magnum opus, ‘The Dark Tower’.

Og nu ser det ud til, at McConaughey (og Arcel) kan få mere end værdigt modspil. Ifølge Deadline.com er favoritten til at indtage helterollen som gunslingeren Roland Deschain nemlig ingen ringere end Idris Elba, der med ‘The Wire’, ‘Luther’ og ‘Beasts of No Nation’ vel omtrent har gjort sig selv til filmbranchens cooleste navn.

Deadline.com skriver, at både Elba og Javier Bardem har været inde i billedet til rollen, men at valget i sidste ende er faldet på den britiske skuespiller, selvom kontrakten endnu ikke er skrevet under.

Det vil være første gang, at såvel Idris Elba som Matthew McConaughey involverer sig i en franchise – eller det, der i hvert fald er tænkt som en serie af film, betinget af den første films succes. Der hviler således et stort pres på Nikolaj Arcel, som i Danmark har instrueret film som ‘Kongekabale’ og ‘En kongelig affære’ og skrevet manuskript til ‘Mænd der hader kvinder’ (med Rasmus Heisterberg).

Det er en kendt sag, at casting i Hollywood er en kompliceret størrelse, og hvis ét navn falder, kan hele korthuset vælte. Men vi håber det bedste for ‘The Dark Tower’, der er Arcels amerikanske debut, om end han med selvsamme Heisterberg for nyligt også har skrevet manuskript til en film om Robert Kennedy med Matt Damon.

Til ‘The Dark Tower’ har han skiftet sin faste manusmakker ud med Anders Thomas Jensen, kendt som instruktør af ‘Blinkende lygter’, ‘Adams æbler’, ‘Mænd og høns’ og forfatter på særligt en række af Susanne Biers film. ‘The Dark Tower’ får formentlig premiere i 2017.

Læs også: De bedste bud på den næste Bond – med Idris Elba i spidsen

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af