Internettet glødede da det for en uge siden blev afsløret, at selveste USA’s præsident Barack Obama skulle åbne syvende sæson af Jerry Seinfelds komikersamtaleprogram ‘Comedians in Cars Getting Coffee’, hvor Seinfeld og den særligt udvalgte taler om stort og småt i en lækker sportsvogn.
Nu er programmet landet, og i videoen ovenfor kan du se hvordan det går, når verdens mest magtfulde mand og Seinfeld slubrer filterkaffe i Det Hvide Hus’ køkken, snakker vanvittige regeringsledere (en signifikant del, ifølge Obama), hvorfor præsidenten selv mener, at han er mest populær blandt de 0-8-årige borgere (noget med flyveører … ) – og senere sågar forsøger at køre den til lejligheden lånte 1963 Corvette Stingray ud af præsidentresidensens stærkt bevogtede indkørsel.
»Bare sig du er præsident,« opfordrer Seinfeld optimistisk, da Obama sætter sig bag rattet. Samme statement er da også blevet episodens sigende titel.