»What the hell did I do? Killed them all, of course«, hviskede rigmanden Robert Durst i de døende sekunder af ‘The Jinx’, HBO’s sensationelle dokumentar-miniserie.
Durst er dog aldrig blevet dømt for mordene på naboen Morris Black, veninden Susan Berman og konen Kathleen McCormack Durst. Sidstnævnte forsvandt en vinteraften i 1982 og blev aldrig fundet, men nu retter McCormacks mor og hendes tre efterladte søstre et søgsmål mod Durst på 100 millioner dollars.
Søgsmålet går på, at Durst skulle have slået Kathleen McCormack Durst ihjel og frarøvet de pårørende muligheden for at begrave den afdøde, og hvis McCormack-familien får medhold i anklagerne, vil det kunne fratage den velhavende ejendomsmagnatarving størstedelen af hans formue, der ifølge The Wrap har en værdi af netop 100 millioner dollars.
Udover det nye søgsmål forventes Robert Durst at blive kendt skyldig, når han 17. december skal for retten efter at have indrømmet ulovlig våbenbesiddelse. Sagen, der kan give Durst op til fem års fængsel, følges senere i 2016 op med en retssag om mordet på Susan Berman.
‘The Jinx’ kan ses på HBO Nordic.