Fitnesskæderne landet over har som bekendt kronede dage i januar måned. Men hvad er det egentlig for et sted, sådan et fitnesscenter? Hvad er det for nogle (parrings-?)ritualer, vi udfører, når der skal løftes jern og strammes op?
Det giver denne velproducerede sketch et sjovt bud på. I bedste David Attenborough-dyredokumentar-stil præsenteres vi for de forskellige pumpe-typer, man typisk finder i et kreatintempel.
Bag løjerne står Buff Dudes, en gruppe meget morsomme og temmelig hunky amerikanere med større guns end de fleste. Buff Dudes har produceret en række seriøse – men samtidigt dejligt uhøjtidelige og selvironiske – workout-tipvideoer, som de sidste par år er blevet temmelig populære. Aldrig har det været så sjovt at løfte tunge ting (eller i hvert fald at se på nogle sjove bodybuildere der gør det).
Kenneth Sarup er fast comedyskribent for Soundvenue.