Netflix blokerer for adgang til udenlandske udgaver af tjenesten

Det kræver ikke det helt store tekniske geni at få adgang til amerikansk – eller andre landes udgaver af – Netflix herhjemmefra. Man bruger bare et unblocker-plugin som Hola eller opretter en proxy-server og vupti: Man har adgang til alt det Netflix-indhold, det danske udgave af tjenesten ikke har. Det er tilmed lovligt.

Men det lille trick er snart en saga blot. Netflix planlægger nemlig at sætte en stopper for adgang via proxy-servere.

»Denne teknologi bliver ved med at udvikle sig, og vi udvikler os med den. For at forholde os til det bruger vi de samme eller lignende metoder, som andre firmaer gør. Det betyder, at i de kommende uger vil dem, der bruger proxy og unblockers, kun kunne tilgå tjenesten i det land, hvor de er lige nu. Vi er overbeviste om, at denne ændring ikke vil påvirke de brugere, der ikke bruger proxy’er«, skriver Netflix’ vicepræsident for content delivery architecture David Fullagar på sin blog.

Han skriver desuden, at målet er, at Netflix tilbyder det samme indhold til alle deres brugere i hele verden, men antyder, at det er rettighedshaverne, der er problemet. Det er nemlig svært at få licens til de enkelte titler til det globale marked – de bliver solgt individuelt til de forskellige territorier.

Netflix dækker i dag 190 lande.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af