Oscar: Vores bud på nomineringerne for bedste film – fra de sikre til ydermandaterne

Oscar: Vores bud på nomineringerne for bedste film – fra de sikre til ydermandaterne

Årets Award Season er uforudsigelig – på den fede måde. Flere genrefilm og blockbusters trænger sig på i en kappestrid, der endnu synes pivåben. Desto større grund til at følge tæt med i opløbet, der nærmer sig sin første kulmination den 14. januar med annonceringen af årets nomineringer.

Vores faste Oscar-ekspert Mads Kjær Larsen kigger nærmere på alle de store kategorier i de kommende dage, men lægger ud med den største af dem alle: Prisen for bedste film.

Der bliver minimum nomineret fem og maksimalt 10 film efter filmakademiets lettere forvirrende regelsæt, der blev ændret første gang i 2008 med 10 nominerede i stedet for de traditionelle fem for siden at gå over til den nuværende model med alt fra fem til 10 nominerede. Antallet afhænger af de enkelte films stemmeandel af det samlede antal afgivne stemmer.

Vi starter med de fem sikre – og kigger derefter på, hvilke film der bliver indlemmet, hvis feltet bliver større (hvilket det formentlig gør).

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De sikre nr. 1: ’The Big Short’

Jeg ville have forsvoret det før jul, men Adam McKays beske satire om en gruppe spekulanter, der op til finanskrisen spekulerede med det formål netop at fremskynde en sådan, ligner lige nu et mere og mere troværdigt bud på en Oscar-vinder for bedste film. Den har opnået alle de vigtige nomineringer fra de branchegrupperinger, der allerede har givet sit besyv med, nemlig SAG (skuespillerforbundet), ACE (filmklipperne) og PGA (producenternes forbund, traditionelt den mest pålidelige Oscar-strømpil, eftersom det er den eneste gruppering, der benytter det samme stemmesystem – det præferentielle – som Akademiet).

Golden Globes overraskede ved både at nominere Steve Carell og Christian Bale på skuespillersiden. Hermed antydet, at filmen har et nærmest overmenneskeligt potent cast, der udover Bale og Carell består af stjerner som Brad Pitt, Marisa Tomei og Ryan Gosling. Mon ikke der er stemmer i det miks?

Filmens satiriske tone kan måske vise sig at være en kende for ’frisk’ til Akademiets ældre medlemmer. Humor skal doseres af en god historie, en klar morale og indlevede skuespillerpræstationer, hvis Akademiet skal bide på, og der er ’The Big Short’ måske en kende for ramsaltet og utraditionel i sin tone (det forhindrede dog ikke ’Birdman’ i at vinde sidste år).

Desuden kan det anføres, at Adam McKay (bedst kendt som Will Farrells skrivemakker på ’Anchorman’-filmene) endnu ikke er et stort nok navn til at kunne bære en bedste film-triumf i kampen mod branchens goliatter. Men får filmen først medvind (og det antyder dens BAFTA-nomineringer), er det ikke utænkeligt, at den kan gå hele vejen. Den har zeitgeist skrevet med en fed tusch hen over sig.

Sandsynlighed for en nominering: 100 %

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De sikre nr. 2: Spotlight

’Spotlight’ har vundet hovedparten af de kritikerpriser, der er blevet uddelt i løbet af december og starten af januar (i skrivende stund op mod 20 af slagsen), hvilket uden tvivl gør den til årets største kritikerdarling.

Kritikernes omfavnelse er ikke lig med, at ens oscarlykke er gjort (bare spørg ’The Social Network’ eller ’Boyhood’), men ’Spotlight’ lever på mange måder op til en typisk Oscar-vinder: Den er seriøs, granskende, rig på dialog, båret af et stærkt ensemble (med bl.a. Mark Ruffalo, Michael Keaton og Rachel McAdams) og tager et emne op, som i det hele har haft et godt tag i medie- og populærbevidstheden i de sidste 20 år: Børnemisbruget i den katolske kirke.

Der er små tegn på, at ’Spotlight’ ikke helt er den frontrunner, mange har gjort den til: Ikke en eneste af filmens skuespillere blev således nomineret til SAG, og så missede den ret sensationelt en nominering fra både filmklippernes forbund, ACE, og fra production designernes forbund, ADG.

Hvis den alligevel skulle gå hen og vinde Oscar’en for bedste film, vil det være første gang, en film uden en ACE-nominering har vundet siden ’Driving Miss Daisy’ i 1989. Desuden er ’Spotlight’ ikke nomineret i centrale kategorier som instruktion og klipning af BAFTA, hvilket også må få rynkerne frem hos dem, der regnede den for sikker frontrunner før nytår.

En nominering for bedste film er dog under alle omstændigheder bombesikker.

Sandsynlighed for en nominering: 100 % 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De sikre nr. 3: ’The Martian’

Ridley Scotts film er blevet den gamle mesters hidtil mest indbringende i en karriere, der ellers ikke er fattig på successer.

Scotts personlige comeback-fortælling er måske det ekstra krydderi, der kan vise sig at søsætte en stærk Oscar-kampagne for ’The Martian’, der er spektakulær underholdning tilsat en mængde uhøjtideligt nørdet ’illustreret videnskab’ (a la ’kan man dyrke kartofler på Mars i sin egen afføring!?’), foruden både følelser, drama og ikke så lidt komedie. Ført an af en stjerne, Matt Damon, der udviser lige dele everyman likeability og ægte stjernekarisma, har ’The Martian’ ramt en feelgood-åre, man ellers ofte savner i sic-fi-genren.

Filmen begyndte i starten af december at ligne en mulig frontrunner i Oscar-kapløbet, men blev sat tilbage, da den ikke opnåede en nominering for bedste filmensemble ved SAG (og i tilgift, blev Matt Damon overraskende overset i kategorien for bedste mandlige hovedrolle). Filmen vil helt sikkert opnå en plads på mange stemmesedler, men vil den score særligt mange førstepladser (som er det, der tæller i det referentielle stemmeafgivningssystem i bedste film-kategorien)? Måske er den lidt for let i sin tone til rigtigt at overbevise det traditionelt stive Akademi?

I første ombæring skal den ’bare’ opnå en nominering, og med Ridley Scotts pedigree og filmens indtjening in mente er det svært at forestille sig, at den ikke skulle klare skærene. PGA, ACE og ADG-branchenomineringerne pynter gevaldigt. Det samme gør to Golden Globes-priser (for bedste komedie/musical og bedste mandlige hovedrolle i en komedie/musical).

Sandsynlighed for en nominering: 85 %

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De sikre nr. 4: ’The Revenant’

Det kan godt være, at kritikerne ikke har taget helt så godt som forventet imod Iñárritus opfølger til Oscar-triumfen ’Birdman’ (det lugter lidt af et backlash mod den mexicanske wunderkind med de store armbevægelser), men jeg tror, at en film som ’The Revenant’ i kraft af sin dedikerede hovedrollestjernepræstation og sit mageløse tekniske mesterskab kan hente nok ’passionsstemmer’ til at klare cuttet (så pyt med, at mange af Akademiets medlemmer vil rynke på næsen af filmens uophørlige voldsomhed).

Det er formentlig sigende, at filmen fik en ACE-nominering for sin klipning, og at den scorede nomineringer både fra production designernes, filmfotograferne og producernes forbund. Det indikerer, at branchen støtter op om filmen i tilstrækkelig grad til, at det sikrer den en plads i det fornemme selskab. Det samme gør en nominering til bedste film i BAFTA-regi.

Oven på søndagens Golden Globes-triumf, hvor filmen vandt tre tunge priser (for bedste drama, instruktion og mandlige hovedrolle i et drama), har filmen ligefrem genvundet det momentum, som den blandede kritikermodtagelse havde sat en stopper for.

Sandsynlighed for en nominering: 75 %

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De sikre nr. 5: ’Bridge of Spies’

Spielbergs seneste roste historieepos (oven på film af nogenlunde samme støbning og temperament, som ’Lincoln’ og ’Munich’) har ikke just klaret sig prangende i forbindelse med kritikerfasen af sæsonen, hvor den primært har gjort sig bemærket i kraft af Mark Rylances birollepræstation som den russiske spion Rudolf Abel.

Derfor lignede den i december en outsider i Oscar-sammenhæng. Men i det nye år er stemningen vendt, og jeg tror, at Akademiet har så megen goodwill over for Spielberg, at den opnår en nærmest automatisk bedste film-nominering. Nomineringer fra ADG, ASC og PGA antyder, at det vil gå den vej. BAFTA-nomineringer for bedste film, instruktion og klipning gør det samme.

Og så kan man jo arbejde ud fra rationalet: ’Hvis ’War Horse’ kunne, så kan (og bør!) ’Bridge of Spies’ også!’

Sandsynlighed for en nominering: 70 %

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvis der bliver seks nominerede: ’Mad Max: Fury Road’

’Mad Max: Fury Road’ har vundet et stort antal priser i kritikerfasen af Awards Season, ikke mindst for sin fotografering, klipning og instruktion.

Filmen er sin skaber George Millers møjsommeligt sammentømrede hjertebarn, der har været under udvikling i mere end et årti. Det er svært at forestille sig, at en film med det passionerede forarbejde og med den kritikersucces (foruden publikumssucces) ikke skulle blive inviteret ind i folden trods Akademiets traditionelle skepsis over for blockbusters, action og sci-fi.

Ligesom de øvrige ’genrefilm’ missede ’Mad Max’ ved SAG, hvor den ikke opnåede en eneste nominering (udover i den i denne kontekst ubetydelige kategori for bedste stuntensemble). Der er derfor mange, som endnu sætter spørgsmålstegn ved, hvor populær den temmelig plot- og ekspositionsløse film (Miller arbejdede efter sigende uden manuskript) er, når det virkelig gælder hos de mere konservativt indstillede branchefolk, der udgør Akademiets forskellige grupperinger.

Både ACE, PGA, ADG og ASC (filmfotografernes forbund) inkluderede dog Millers film, der derfor ligner et sikkert kort. BAFTA undgik til gengæld filmen i de to største kategorier – film og instruktion – en omstændighed, der viser, at træerne ikke vokser ind i himlen for Millers visionære arbejde.

Jeg tror dog, alt i alt branchen er indstillet på, at 2015-16 er ’The Year of the Genre Film’ i Oscar-sammenhæng. De har hårdt brug for bedre tv-ratings… og det kan nomineringen af to eller tre genrefilm sørge for.

Sandsynlighed for en nominering: 65 %

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvis der bliver syv nominerede: ’Carol’

Hvis anmeldelser alene kunne sikre en plads i det fornemste Oscar-selskab af dem alle, så ville Todd Haynes’ seneste fremstilling af undertrykt seksualitet i det bedre amerikanske borgerskab i 1950’erne være selvskrevet. Med en Metacritic-værdi på 96 er den årets absolutte anmeldertopscorer.

Men den synes ikke at have særlig stor opbakning i den amerikanske del af branchen: Den missede nomineringer fra både SAG (ensemble), ADG (på trods af sit meget stilsikre production design), ACE og PGA. Til gengæld scorede den en nominering til Edward Lachman for dens gennemførte billedside hos ASC.

’Carol’s chance er, at den får rigtigt mange ’passionsstemmer’. I teorien gør det ikke noget, at 80 procent af medlemmerne er indifferente over for eller ikke kan fordrage en film, når bare der er en lille, passioneret kerne, der elsker den og sikrer de fem procent førstepladser, der skal til.

Endnu mere vigtigt er det dog, at BAFTA kastede filmen en veloppustet redningskrans i form af hele ni nomineringer, heriblandt for bedste film og instruktion. Da det britiske kontingent fylder en del i Akademiet, tror jeg, det vil være med til at sikre ’Carol’ en plads til trods for en vis amerikansk skepsis over for Haynes’ kølige formalisme.

Sandsynlighed for en nominering: 50 %

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvis der bliver otte nominerede: ’Straight Outta Compton’

Hvis Akademiet ønsker at forbedre sit image (ja, sågar sone for sine synder) fra sidste års ’#Oscars so white’-ceremoni, så kan ’Straight Outta Compton’ komme i spil (en anden – og efter min mening, bedre – ’sort’ film, ’Creed’, synes kun for alvor at være i spil i birollekategorien, for Sylvester Stallone).

Jeg tror, Akademiet vil anstrenge sig for at undgå en gentagelse af sidste års misere, hvor ’Selma’ blev næsten undgået, og hvor samtlige 20 skuespillernominerede var ’hvide’. Man risikerer, at det samme bliver tilfældet i år (Idris Elba ligner det bedste bud på en ’sort’ nomineret for birollen i Netflix-filmen ’Beasts of No Nation’), og derfor er branchestøtten til ’Straight Outta Compton’ stigende i takt med, at stemmedeadline nærmer sig.

Det kan godt være, at filmen om hiphop-pionergruppen N.W.A ikke var noget stort kritikerhit, men den var en bemærkelsesværdig stor succes i biograferne (faktisk den største music-biopic-succes nogensinde rent indtjeningsmæssigt). Oscarekspertvældet på den anden side af Atlanten har med få undtagelser næsten konsekvent undervurderet filmen i Awards Season-sammenhæng og er derfor blevet overrasket over først dens SAG ensemble-nominering og senest dens PGA-nominering.

Med de to afgørende brancheudmærkelser i hus burde den kunne tilkæmpe sig en bedste film-nominering, selvom konkurrencen om de yderste pladser er benhård. Så betyder det mindre, at den meget amerikanske fortælling ikke hentede en eneste BAFTA-nominering.

Sandsynlighed for en nominering: 50 %

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvis der bliver ni nominerede: ’Room’

Jeg har en snigende fornemmelse af, at dette fortættede indiedrama, der godt nok ikke har indtjent for mere end en mellemstor landejendom i hjemlandet, men som omvendt har positioneret sig stærkt i især skuespiller- og manuskript-samtalen hidtil i Awards Season, har en ok mulighed for at klare cuttet.

Brie Larson er favorit til at vinde for bedste kvindelige hovedrolle for sin præstation som en ung mor, der er indespærret sammen med sin unge søn på en fem gange fem meters lejlighed. Joan Allen (som Larsons mor) og Jacob Tremblay (som hendes søn) kan med lidt held vinde nomineringer i birollekategorierne. Emma Donaghues manuskript har vundet en del kritikerpriser, og hvis skuespillerne og manuskriptforfatterne støtter så stærkt op om ’Room’, som kritikerne har gjort, skulle filmen omtrent være i mål i forhold til at opnå de påkrævede fem procents førstepladser af det samlede antal afgivne stemmer.

Det var en mellemstor overraskelse, at filmen ikke blev nomineret i PGA-regi, men det kan hænge sammen med, at producenterne generelt har en tilbøjelighed til at se bort fra små produktioner sammenlignet med Akademiet, der – takket være skuespillerkontingentet – ikke er lige så forbeholdne over for at stemme på indiefilm.

En mindre svaghed er det, at filmen har indtjent så lidt. Men eftersom det er en lille produktion på et smalt budget, er det ikke en decideret diskvalificerende omstændighed.

Sandsynlighed for en nominering: 45 %

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvis der bliver ti nominerede: ’Sicario’

Denis Villeneuves narkokartelthriller er måske den film, der giver mig flest hovedbrud i forhold til forudsigelserne på tværs af kategorierne. Den kan meget vel vise sig at opnå nomineringer over hele spektret, eller den kan ende med et stort rundt nul (bortset fra Roger Deakins for fotografering, der nok er dens sikreste kort).

Grunden til, at jeg i sidste ende tror mere på den i forhold til de stærke konkurrenter nævnt nedenfor, er, at den først fik en ret overraskende ACE-nominering, og siden (og endnu vigtigere) en PGA-nominering. Man skulle tro, at den ville være en tand for barsk og illusionsløs til Akademiets sartere smagsløg, men på den konto har Akademiet tidligere overrasket positivt (blandt andet ved at uddele hovedprisen til film som ’The Hurt Locker’ og ’No Country For Old Men’).

Akademiet har tilmed tidligere omfavnet en film om den beskidte krig mod narkoen, nemlig Steven Soderberghs ’Traffic’.

Sandsynlighed for en nominering: 40 %

Andre kandidater: ’Inside Out’, ’Brooklyn’ og ’Star Wars: The Force Awakens’
Det er som sagt minimaler, der adskiller filmene i årets kapløb.

I en mere konkurrencefattig årgang ville Pixars seneste lille genistreg, ’Inside Out’ være selvskrevet, men i et år, hvor tre andre ’popcornfilm’ står stærkt, er jeg bange for, at den bliver glemt i hovedkategorien. Og det koster rutinemæssigt enhver animationsfilm stemmer i bedste film-kategorien, at medlemmerne også kan stemme på den eksklusivt i animationskategorien – dét er animationsfilmens tunge lod i Oscar-sammenhæng. Anyway, lad os sige det i kor: ’Bing-Bong’ var en af årets mest uforglemmelige filmkarakterer!

’Brooklyn’ er på papiret en klassisk Oscar-film (tilmed en anmelderrost en af slagsen), men den har været overraskende fraværende i kritikerprisfasen af sæsonen. Den klarede cuttet hos PGA (hvilket kan vise sig at blive dens redning), men missede både ACE, ADG, ASC og SAG for ensemble. Den opnåede desuden ikke en bedste film-nominering i BAFTA-regi. Så den er på shaky ground, for hvilken titel skal den dog skubbe ud?

På grund af den enorme hype og den rekordsættende indtjening kan ’Star Wars: The Force Awakens’ vokse sig så stor, at den næsten bliver umulig at ignorere (selvom Oscar nu er ret god til at se stort på blockbuster-fænomener). Hvis filmen havde sikret sig en PGA-nominering, ville jeg have troet på den, men når der ikke blev plads til den netop hos de bundlinjefikserede producenter, så tror jeg ikke, støtten er stor nok til, at den for alvor kan gøre sig.

Film, der fortsat har en (meget) lille chance for at score en bedste film-nominering: ’Ex Machina’, ’Trumbo’, ’The Hateful Eight’, ’Steve Jobs’

Mit endelige bud (jeg satser på, at der bliver ni nominerede):

’The Big Short’
’Spotlight’
’The Martian’
’Mad Max: Fury Road’
’The Revenant’
’Bridge of Spies’
’Carol’
’Straight Outta Compton’
’Room’

Læs også: Vores bud på de nominerede for bedste mandlige hovedrolle

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af