’Girls’ sæson 5

’Girls’ sæson 5

»Du ender helt alene – lige som Cher«.

»Kan jeg ikke ende alene og ikke være lige som Cher?«

»Du er allerede Cher«.

Dialogen er umiskendeligt Dunham’sk: Fyldt med velplacerede svirp og popkulturelle referencer. Snakken går på, om Hannah skal gå fra tilforladelige Fran (Jack Lacey), som hun fandt sammen med i forrige sæson, selvom hun i så fald risikerer at ende som/forblive Cher – underforstået ensom emoji-whore helt uden filter på Twitter… og en anelse skør.

’Girls’ har alle dage været stærkest i de stunder, hvor dens excentriske karakterer er samlet, og det bliver i den grad bekræftet i åbningsafsnittet på femte sæson, hvor hele slænget er forenet for at fejre/latterliggøre/forsøge at forhindre Marnie og Desis bryllup. Pigerne hænger på Marnie, der til ingens overraskelse er verdens mest ulidelige bridezilla, og drengene forsøger at berolige Desi, (der viser sig at have været forlovet et par gange før) via transcendental meditation – en proces, som i øvrigt bliver coin’et helt fantastisk som værende »like naps where you wake up«.

Dunhams pen er stadig helt hendes egen, sindssygt skarp og sjov, og samtlige karakterer virker fra første færd langt mindre karikerede, end det var tilfældet i de to foregående sæsoner. Men bedst som de – omsider – begynder at føles mere som ægte mennesker afslører Dunham et underligt behov for at vise os, at hun godt er klar over karakterernes skavanker, ved at lade dem kommentere meta-agtigt på deres egen og andres kunstighed. Som når Jessa siger om sig selv, at hun lige har badet i en naturlig kilde og løbet sig tør på en eng af kornblomster som den bohemenymfe, hun er, eller om Shoshanna, at hun er blevet endnu mere tegneserieagtig af at være i Japan.

Det har aldrig været en hemmelighed, at Dunham er uhyre selvbevidst. Om sin krop, sin ’type’, sin generation. Og når hun bruger den særlige indsigt til at spidde millenial-generationens idiosynkrasier er hun uovertruffen. Men det klæder ikke serien, at dens karakterer begynder at gøre nar ad sig selv på den måde. For jeg er sådan set ligeglad med, om Dunham godt selv kan se, at især Jessa og Shoshanna har tenderet karikaturen – bare hun gør noget ved det!

Og lige præcis dét – om hun formår at vække vores interesse og empati for andre karakterer end Hannah – bliver spændende at se. Vi befinder os på et tidspunkt i serien, hvor antallet af personer, der har hooket up inden for samme vennegruppe, har nået ‘Gossip Girl’-niveauet (uden at afsløre for meget bliver konstellationerne kun vildere), og hvis serien skal undgå at stagnere, er der gevaldigt brug for nyt blod.

Heldigvis er der håb forude! Nogle af de mest gribende handlingstråde i starten af den nye sæson involverer Elijah, der bliver smaskforelsket i en hot nyhedsoplæser (Corey Stoll fra ‘House of Cards’), og Hannahs far Tad, der begår en lang række fejl som bøsse-nybegynder. Tilbage er der kun at håbe, at Hannah tager sig og siger til Fran og en vis veninde, hvad Cher siger til sine haters på Twitter: »Sayonara røvfjæs!«

Bliver der rusket godt og grundigt op i det hele, har femte sæson faktisk potentiale til at blive én af de bedste.


Kort sagt:
Vennegruppen i ‘Girls’ er godt nok indspist efterhånden. Og hold kæft, hvor kan de være nogle kællinger. Men Dunham er rappere i replikken end nogensinde, og nye, uventede ansigter og drejninger holder én til ilden.

Anmeldelsen er baseret på de fire første afsnit.

Tv-serie. Hovedforfatter: Lena Dunham . Medvirkende: Lena Dunham, Adam Driver, Jack Lacey, Jemima Kirke, Allison Williams, Zosia Mamet, Andrew Rannells, Alex Karpovsky . Spilletid: 10 afsnit á 30 min. . Premiere: Den 21. februar
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af