Nye oplysninger om ‘Making a Murderer’-sagen kommer frem via tv-program

Kanalen Investigation Discovery sendte i weekenden tv-specialen ‘Steven Avery: Innocent or Guilty’, der bidrog med nye oplysninger i sagen om Steven Avery, kendt fra Netflix’ dokumentarserie ‘Making a Murderer’.

Filmskabere, anklagere og forsvarere fortalte i programmet, der herhjemme vises på ID – Investigation Discovery 3. februar kl. 23.00, om sagen og diskuterede nogle af de emner, der har været på manges læber, siden serien sluttede. The Wrap har samlet de mest interessante oplysninger.

En af de mest mindeværdige og skræmmende scener fra ‘Making a Murderer’ var, da Averys forsvarsadvokat fandt et lille hul i toppen af Steven Averys blodprøve, hvilket klart indikerede, at nogen havde stjålet blod og måske plantet det i mordofferet Teresa Halbachs bil. Men ifølge programmet viser det sig, at alle den slags blodprøver har et hul i toppen, da det simpelthen er den måde, blodet bliver anbragt i beholderen.

‘Making a Murderer’ har desuden mødt kritik for ikke at fortælle, at Averys blod og sved befandt sig under kølerhjelmen på Teresa Halbachs bil. I det nye program fremhæver forsvaret imidlertid, at der ikke blev fundet nogen fingeraftryk, hvilket indikerer, at blod og sved blev plantet.

Anklager Ken Kratz har efter serien fortalt, at Halbach var bange for Avery og ikke ønskede at komme tilbage til hans hus, og at Avery derfor brugte et falsk navn for at få hende tilbage på grunden. Men Averys tidligere forsvarer Jerry Buting forklarer i ‘Steven Avery: Innocent or Guilty’, at Avery brugte sin søsters navn, fordi det var hende, der skulle sælge bilen.

Programmet behandler også den gamle sag om voldtægten af Penny Beernsten, som Avery blev dømt, men siden frikendt for. Her kommer det frem, at Avery dengang havde hele 16 alibividner, der kunne stå inde for, at han ikke var ved stranden på det tidspunkt, hvor voldtægten fandt sted.

Steven Avery har fået en ny advokat, Kathleen Zellner, og ifølge Buting er der dukket nye beviser op siden sagens afslutning i 2005. Disse kan Zellner få brug for i en eventuel appelsag.

‘Making a Murderer’ lever med andre ord videre…

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af