På torsdag rammer den længe ventede og tungt hypede ‘Batman v Superman’ endelig de danske biografer. Vi er i de sidste måneder blevet overlæsset med trailers og teasers, hvor Ben Affleck og Henry Cavill er gået i flæsket på hinanden.
Mens det allerede ligger fast, at Aquaman og Wonder Woman optræder i filmen, har instruktør Zack Snyder nu afsløret, at både Jokeren og Gækkeren også var med i overvejelserne.
»Jokeren og Gækkeren kom begge meget tæt på at være med i filmen. Vi talte om muligheden for at inkludere dem. Manuskriptforfatteren og jeg talte meget om det, og jeg følte, at deres mytologiske tilstedeværelse kan mærkes i filmen, og det er cool, men jeg ville ikke miste mit fokus alt for meget, for jeg var ærligt talt nødt til at bruge tiden på Batman og Superman for at forstå deres konflikt«, sagde Snyder til Collider.
Det virker umiddelbart som en god beslutning, idet filmen allerede har mange karakterer at skulle folde ud, men også fordi vi kommer til at se meget mere til Jokeren til sommer, når ‘Suicide Squad’ rammer biograferne med Jared Leto som Jokeren.
I tv-spottet ovenfor ser vi endnu engang Batman og Superman komme på tværs af hinanden. »You’re not brave. Men are brave«, får Superman af vide af Batman under en slåskamp.