Bryan Cranston har haft en imponerende tv-karriere, hvor han primært er kendt for ‘Malcolm in the Middle’ og ‘Breaking Bad’. Sidstnævntes succes har for alvor banet vejen til filmenes verden for Cranston, der de senere år har spillet med i ‘Drive’, ‘Godzilla’, ‘Argo’ og senest ‘Trumbo’, som han blev nomineret til en Oscar for.
Næste gang vi får den gode Cranston at se, bliver som præsident Lyndon B. Johnson i HBO-filmen ‘All the Way’, som vi nu har fået første trailer fra. Cranston er svær at kende som den gråhårede commander in chief, der som bekendt blev præsident, da John F. Kennedy i 1963 blev dræbt under en paradekørsel.
Udover Cranston byder rollelisten på et par interessante navne. Melissa Leo (‘The Fighter’) spiller first lady Lady Bird Johnson, mens Anthony Mackie (‘The Hurt Locker’) spiller Martin Luther King.
I grunden er det lidt af et sammentræf, at ‘All the Way’ ikke er den eneste upcoming film om Lyndon B. Johnson. Woody Harrelson spiller også præsident Johnson i ‘LBJ’, der endnu ikke har fået en premieredato.
‘All the Way’ får premiere på HBO den 21. maj.