Den sidste film i trilogien, der startede med ‘X-Men: First Class’ i 2011, er lige rundt om hjørnet. Og nu har vi fået en ny trailer for ‘X-Men: Apocalypse’, der byder på Oscar Isaac som den primære antagonist, den udødelige mutant Apocalypse, der er født i oldtiden og har sat sig for at smadre al civilisation.
Efter at have sovet i et par tusinde år vågner Apocalypse op med ambitionen om igen at lede sit folk, hvorfor han hverver The Four Horsemen, en klike bestående af blandt andre Michael Fassbender som Magneto og Olivia Munn (‘The Newsroom’) som Psylocke. »Together we will cleanse the earth«, knurrer Apocalypse, og ud fra traileren at dømme lægger Oscar Isaacs karakter handling bag sine ord.
Til tonerne af et cover af Coldplays ‘Don’t Panic’ starter The Four Horsemen i hvert fald et verdensomspændende kaos, hvor bygninger og broer jævnes med jorden. Det eneste, der kan stoppe Apocalypse, er selvfølgelig de gode X-Men, som ledes af Professor X (James McAvoy), Mystique (Jennifer Lawrence) og nye karakterer som Cyclops og Quicksilver. »You’re not students anymore«, fortæller Mystique det nye unge kuld. »You’re X-Men«.
‘X-Men: Apocalypse’ er den niende film i serien, hvilket gør X-Men til den længst kørende nuværende superhelte-franchise. Der er tale om den sidste film i serien for Jennifer Lawrence og Hugh Jackman og muligvis en række af de andre hovedrolleindehavere.
‘X-Men: Apocalypse’ får dansk premiere den 19. maj.