‘Under sandet’ blev den helt store sejrherre, da årets Bodil-priser blev uddelt lørdag aften i Bremen Teater.
Bodilprisen er den ældste danske filmpris og uddeles af foreningen Danske Filmkritikere. Og at kritikerne er faldet pladask for Martin Zandvliets efterkrigsfilm, blev tydeligt under aftenens uddeling af de hvide statuetter.
‘Under sandet’ vandt prisen for bedste film, mens Roland Møller vandt prisen for bedste hovedrolle. Det er den autodidakte skuespillers første hovedrolle i karrieren, og da han også blev birollenomineret for alle sine tre første filmroller overhovedet, ‘R’, ‘Kapringen’ og ‘Nordvest’ – og tilmed sejrede for sidstnævnte i 2014 – må han siges at være lidt af en Bodil-favorit.
Det er en sensationel udvikling for Møller, der som ekskriminel leverede en stor del af researchen til fængselsfilmen ‘R’, gennembruddet for instruktørerne Michael Noer og Tobias Lindholm og skuespillerne Pilou Asbæk og Dulfi Al-Jabouri foruden Møller selv.
Den unge tysker Louis Hoffman fuldendte ‘Under sandet’s hattrick med prisen for bedste mandlige birolle, som han fik for rollen som den tyske soldat, der knytter et særligt bånd til Roland Møllers Carl Leopold.
Den anden store Bodil-vinder blev noget så befriende som et komediedrama, May el-Toukhys ‘Lang historie kort’, der vandt prisen for bedste kvindelige hovedrolle til Mille Lehfeldt og bedste manuskript (af el-Toukhy og Maren Louise Käehne).
Topscorer forud for showet var ‘Sommeren 92’ med fem nomineringer, men filmen endte aftenen uden priser.
Et særligt øjeblik indtraf under showet, da dansk-franske Anna Karina fik årets Æres-Bodil. Karina var en af de mest fremtrædende skuespillere under 60’ernes revolutionerende nybølge og særligt muse for Jean-Luc Godard, som hun også var gift med i en årrække.
Se alle vinderne her:
Bedste film: ‘Under sandet’
Bedste kvindelige hovedrolle: Mille Lehfeldt (‘Lang historie kort’)
Bedste mandlige hovedrolle: Roland Møller (‘Under sandet’)
Bedste kvindelige birolle: Trine Pallesen (‘Nøgle hus spejl’)
Bedste mandlige birolle: Louis Hoffman (‘Under sandet’)
Bedste dokumentar: ‘The Man Who Saved the World’
Bedste amerikanske film: ‘Birdman’
Bedste ikke-amerikanske film: ‘Mommy’
Æres-Bodil: Anna Karina
Sær-Bodil: Peter Albrechtsen
Bedste fotograf: Magnus Nordenhof Jøhnk (‘Bridgend’, ‘Krigen’ og ‘Nøgle hus spejl’)
Henning Bahs Prisen (scenografi): Mia Stensgaard (‘Mænd og høns’)
Se også mødet mellem Bodil-vinderen Roland Møller og den Bodil-nominerede Dulfi Al-Jabouri: