»Contracts are like hearts. They’re made to be broken« og »franchise, franchise, franchise!«.
Sådan lyder mentaliteten hos den ubarmhjertige sælger Ray Krock, der tog søde Mac og Dick McDonald’s lille burgerbiks og gjorde den til en milliardindustri med verdensherredømmet i sigte. I den kommende ‘The Founder’ spiller Michael Keaton Krock, og nu har filmen fået sin første trailer.
‘The Founder’ er instrueret af manden bag de bløde ‘The Blind Side’ og ‘Saving Mr. Banks’ og skrevet af manuskriptforfatteren bag ‘The Wrestler’, så vi håber på en delikat blanding af nerve og bare en smule medmenneskelighed i en film om jagten på rigdom og anerkendelse.
Nick Offerman, Laura Dern og BJ Novak er med som modstandere og hjælpere i Krocks overtagelse af familieforetagendet. Selvom første trailer antyder en klassisk affære, tegner castingen af Keaton særdeles godt – især i trailerens første sekunder.
‘The Founder’ får premiere herhjemme 29. september.