’En-to-tre-nu!’: En triumf for dansk ungdomsfilm

’En-to-tre-nu!’: En triumf for dansk ungdomsfilm

’En-to-tre-nu!’ er en triumf for dansk ungdomsfilm, intet mindre. Instruktør Barbara Topsøe-Rothenborg (Nana fra DR’s eponyme børneserie) har oversat Jesper Wung-Sungs stærke bestseller til en både vigtig og overraskende vægtig film med et charmerende velspillende par i centrum af fortællingen om teenagerne Cecilie og Jeppe, hvis spirende kærlighed udfordres af livets barske skyggesider.

Baskettalentet Jeppe (Nikolaj Groth) fra Svendborg falder pladask for skolens nye pige Cecilie (Clara Rosager), første gang deres øjne mødes over gymnasieaulaens menneskemylder. En mavekrildrende date følger, og Jeppes hjerte svulmer, da det viser sig, at yndige Cecilie faktisk er mere til actionfilm og håndbajere end det franske drama og den høfligheds-latte, Jeppes mor ellers havde foreslået sin søn at traktere pigen med.

Alt synes at gå flyvende, men da Cecilie efter den vellykkede aften hopper på bussen hjem, formørkes hendes blik momentant af en pludselig melankoli, Jeppe knapt nok ænser i sin forelskelses rus. Ugen efter dukker Cecilie ikke op i skole, og som dagene går uden en lyd, vokser Jeppes forvirring og frustration, i takt med at koncentrationen går fløjten på basketbanen. Jeppe er ellers just blevet rykket en klasse op for at kvalificere sig til en af de prestigiøse NBA-træningslejre i USA, og coachen formaner ham irriteret at flytte fokus tilbage på bolden, hvis drømmen skal nås.

1-2-3-NU
Det er nemmere sagt end gjort, for lige så brat som hun forsvandt, vender Cecilie tilbage som en følelsesmæssig tsunami i Jeppes liv og afslører, at hun lider af fremskreden kræft. Jeppe reagerer indledningsvis, som de fleste af os ville, med beroligende floskler om den moderne lægevidenskab og håbets helbredende egenskaber. Senere forplanter angsten sig.

Når Jeppe efterfølgende spiller kampe, skyder han på mål for Cecilies bedring, og de unges imaginære sammenkobling af Jeppes succes på banen og Cecilies sygdom bliver en enorm og urimelig psykisk byrde for begge. Han overbeviser næsten sig selv om, at en sejr betyder liv eller død, mens hun tegner dystre blyantstegninger af den monstrøse ’stammekrig’ mellem godt og ondt, der raser i cellerne.

Barndommens fantasiverdener ramler sammen med en knugende virkelighed, og Cecilie og Jeppe halser efter uret for opleve og nyde mest muligt, mens tid er.

Som det ’Love Story’-lignende par rammer debutanten Clara Rosager og Nikolaj Groth (den homoseksuelle søn i ’Rita’) begge karakterernes følelsesmæssige op- og nedture forfriskende rent inden for en ungdomsgenre, der herhjemme i alt for mange år har lidt under kattejammerlig dårlig casting og forsømte ambitioner. Begge skuespillere er rasende sympatiske, og med sin korthårsfrisure vækker Rosager minder om en sårbar Jean Seberg med stædig viljestyrke rastløst flakkende bag de blå øjne.

Lukas Løkken gør ligeledes en god figur som bedstevennen Jack, mens Jens Jørn Spottag løber med en af filmens mest kleenex-inducerende monologer som Cecilies far.

’En-to-tre-nu!’ er imidlertid meget mere end en teen-tåreperser, og filmens velbalancerede skildring af Cecilie og Jeppes brutale dannelsesrejse fra sorgløse gymnasieelever til alvorstunge unge voksne formidles både troværdigt og værdigt i lyset af det alvorlige emne. Dertil fortjener instruktør Barbara Topsøe-Rothenborg ros for de velkoreograferede basketkampe, hvis lækre flow og klipning imiterer amerikanernes evne til at iscenesætte fængende sportsevents på film.

1-2-3-NU
Instruktøren (som tidligere har stået bag det amerikanske remake af ’Kærlighed ved første hik’ og ’Krummerne: Alt på spil’) har da boet flere år i L.A., og indflydelsen fornægter sig ikke – der er en snert af ’Grease’ og klassisk musical-eskapisme over ’En-to-tre-nu!’s mere drømmende sekvenser, uden at referencerne dog føles hverken popsmarte eller klæge.

Jeg mener, at man som anmelder bør strø sine stjerner ud fra den genre, man nu engang har med at gøre på lærredet, og ikke sammenligne pærer, bananer og Cannes-vindere i samme åndedræt. Ud fra den præmis er ’En-to-tre-nu!’ årets ungdomsdrama på tværs af filmnationaliteter og lysår foran fastfood-teenaction a la ’The 5th Wave’ og ’Divergent’-franchisen.

Filmen er for lang, mindst et kvarter kunne have været barberet af undervejs. Men skuespillerne er fantastiske, historien oprigtigt rørende og soundtracket ørehængende velvalgt fra enden til anden. Nok er vi officielt i teen-filmland, men ’En-to-tre-nu!’ fortjener et stort og alsidigt publikum af begge køn – svært bevæbnet med lommetørklæder og vandfast mascara.


Kort sagt:
Barbara Rothenborg, aka. hele Danmarks ’Nana’, har ikke blot begået årets fineste ungdomsdrama, men en af de bedste danske teenfilm i det nye årtusind. Debutanten Clara Rosager og karismatiske Nikolaj Groth er perfekt castede som gymnasieparret, der kæmper en ulige kamp mod Cecilies fremskredne kræftsygdom, bevæbnet udelukkende med ungdommens livslyst til at fortære nuet og den første store kærligheds ukuelige optimisme.

Spillefilm. Instruktør: Barbara Topsøe-Rothenborg . Medvirkende: Clara Rosager, Jeppe Nikolaj Groth, Lukas Løkken, Susanne Storm, Jens Jørn Spottag, Laura Bach, Kasper Leisner. Spilletid: 115 min.. Premiere: Den 4. maj
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af