Flere kommer Johnny Depp til undsætning efter anklagerne om hustruvold

Flere kommer Johnny Depp til undsætning efter anklagerne om hustruvold
Amber Heard og Johnny Depp i filmen 'The Rum Diary'

På settet til filmen ‘The Rum Diary’ fra 2011 opstod der sød musik mellem skuespillerinden Amber Heard og hovedrolleindehaveren Johnny Depp. De begyndte at date hinanden i 2012 og blev gift i februar 2015. Men nu er der intet andet end ondt blod mellem de to skuespillere, efter Heard har anmodet om skilsmisse og sidenhen anklaget Depp for hustruvold.

Heard har i et dokument til retten anklaget Depp for at have angrebet hende under et skænderi mellem dem den 21. maj. Depp havde, ifølge Heard, »taget telefonen, hævet sin arm som en baseball-pitcher og smidt telefonen efter mig med så stor kraft, at den snittede min kind og mit øje«. Hun fortsatte: »Johnny fortsatte med at skrige af mig, hive i mit hår, slå mig og gribe voldsomt fat i mit ansigt«. Hun har suppleret anklagerne med billedmateriale.

I fredags fik Heard et polititilhold, og Depp må ikke længere nærme sig Heard, der i omtalte dokument beskriver, at Depp har begået fysiske og verbale overgreb igennem hele forholdet.

Anklagerne har vakt stor opsigt, og siden har flere omkring Depp bakket op om skuespilleren og kaldt Heards anklager for det rene sludder. Depps to ekskoner, Vanessa Paradis og Lori Anne Allison, tager begge afstand fra Heards beskrivelse af deres eksmand: »Johnny Depp er far til mine to børn, han er en sensitiv, kærlig og elsket person, og jeg tror af hele mit hjerte, at disse anklager er uhyrlige. I alle de år, jeg har kendt Johnny, har han aldrig været fysisk voldelig over for mig, og det her ligner på ingen måde den mand, jeg levede sammen med i 14 år«, skrev Paradis i et brev publiceret af TMZ.

Den ene af Depps børn forsvarer også sin far. I en post på Instagram viser Depps 17-årige datter Lily-Rose Depp, der selv står over for et gennembrud som skuespiller, støtte til sin far med ordene: »Min far er den sødeste, mest kærlige person, jeg kender, han har været intet andet end en fantastisk far for mig og min lillebror, og alle, der kender ham, vil sige det samme«.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De hårdeste og mest direkte anklager mod Heard kommer fra Johnny Depps ven, komikeren Doug Stanhope, der til at begynde med havde holdt sig ude af kontroversen, angiveligt fordi han ikke ville udnytte sit venskab med Depp til at skabe fokus på sig selv. Men i et åbent brev via TheWrap fortæller Stanhope nu om sin opfattelse af Depp og Heards forhold, og hvordan Depp er blevet »brugt, manipuleret, sat op til at ligne et røvhul. Og han vidste det kom, og gjorde, eller kunne, ikke gøre noget for at stoppe det«.

Stanhope beskriver, hvordan han, hans kone og Depps andre venner længe havde set til, mens Depp befandt sig i et usundt forhold med Heard. Ifølge Stanhope havde Depp, angiveligt på dagen for overfaldet, fortalt, at Heard ville forlade ham og havde »truet med at lyve om ham offentligt på enhver og alle mulige bedrageriske måder, hvis han ikke gik med til hendes krav. Afpresning er, hvad jeg vil tro, andre vil kalde det«, konkluderer Stanhope.

Depps advokat Laura Wasser har udtalt, at Heards anklager er et forsøg på at komme økonomisk fordelagtigt ud på den anden side af skilsmissen, og at Depp ikke er interesseret i at betale hustrubidrag til Heard, som hun ellers har ønsket. Efter hændelsen den 21. har LAPD offentliggjort, at de ikke har fundet beviser på et overfald i hjemmet, og politiets talsmand har fortalt People.com, at der, rent ud sagt, ikke har været noget overfald.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af