Aflivede ‘Game of Thrones’ to populære fanteorier i det nyeste afsnit?

Aflivede ‘Game of Thrones’ to populære fanteorier i det nyeste afsnit?

(Følgende tekst indeholder spoliers for afsnit otte af ‘Game of Thrones’ – og for bogforlægget – og kan medføre knuste drømme for fanteoretikere).

Drømmene blev knust for mange ‘Game of Thrones-fans i gårsdagens afsnit, der tilsyneladende lukkede ned for en fanteori og et ventet comeback med oprindelse i bogen.

Da The Hound vendte tilbage i afsnit syv, var det ikke bare et kært gensyn med en elsket karakter, men også et vigtigt skridt på vejen til den sagnomspundne Cleganebowl, en fanteori der lyder, at brødrene The Hound og The Mountain skal mødes i en trial by combat mellem The Faith Militant og Cersei. Cersei har selv teaset for en sådan kamp, hvilket blot var brænde på bålet for ivrige fans.

Men da den nu religiøse kong Tommen ulovliggjorde trial by combat i afsnittet, fortonede Cleganebowl sig pludselig i horisonten, og det samme gjorde Cerseis udsigter for at klare retssagen. Tommen er nok blevet opfordret til lovændringen af The High Sparrow, efter at The Mountain rev hovedet af en troende og satte en skræk i livet på de tilstedeværende.

»I choose violence«, sagde Cersei igår, men det lader nu til, at voldsudgydelserne har sine begrænsninger.

Aftenens anden skuffelse kom, da The Hound stødte på Brotherhood Without Banners, som i bøgerne er Lady Stonehearts hær. Lady Stoneheart er den genoplivede Catelyn Stark, som vandrer gennem land og rige for at hævne sig på de Lannisters og Freys, der dræbte hende og hendes søn Robb Stark. Hun bliver i bøgerne genoplivet, da Beric Dondarrion giver sit liv til Catelyn, men hov… Der var han jo i afsnit otte med klap for øjet og i levende live.

Det faktum fik effektivt aflivet idéen om, at Lady Stoneheart er i live og i gang med en nådesløs killing spree. Der er ellers blevet talt flittigt om Catelyn Stark i sjette sæson. Ikke mindst i går, da Brienne of Tarth genså sin ven Jaime Lannister, og da Jaime fortalte Edmure om sin respekt for den afdøde dronning af Norden.

‘Game of Thrones’ har dog aldrig været bleg for at løbe om hjørner med sit publikum, så lad os da bare holde en dør på klem for, at Cleganebowl og Lady Stoneheart stadig er inden for rækkevidde.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af