’Freeheld’: Julianne Moore og Ellen Page uden passion
At en film er vigtig, er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at den er god. Det demonstrerer Peter Solletts drama, der med bedre kemi mellem hovedpersonerne og et skarpere manuskript ellers havde haft stort potentiale til at fortælle sin medrivende historie fra virkelighedens USA.
Det er dog også en historie, der heldigvis allerede er blevet fortalt i Cynthia Wades Oscar-vindende dokumentar af samme navn fra 2007 – hvorfor man lidt mere overbærende sluger Solletts formulariske og stærkt sentimentale spillefilmbehandling.
I 2002 har Laurel Hester (Julianne Moore) i over 20 år arbejdet utrætteligt som efterforsker for politiet i Ocean County, New Jersey. Laurel er vellidt af kolleger såvel som partneren Dane (Michael Shannon), der har næret et crush på hende i årevis, uvidende om at Laurel er lesbisk.
Det har hun aldrig turdet afsløre på jobbet af (retmæssig) frygt for karrierediskrimination i den mandsdominerede politiverden, men ensomhed får alligevel detektiven til at tage til lesbisk volleyball i fritiden i håbet om at møde en pige.
Her spotter mekanikeren Stacie (Ellen Page) hurtigt den lidt kejtede Laurel og samler sødt famlende mod til at invitere hende på date. Til trods for en aldersforskel på 19 år, og Laurels indledningsvis rustne sociale egenskaber, forelsker parret sig, og både villa, vovhund og registret partnerskab følger.
Et par år senere rammer tragedien, da Laurel diagnosticeres med uhelbredelig lungekræft, og en trist kamp indledes mod ikke blot sygdommens tikkende ur, men også Ocean Countys forstokkede lovgivere, de borgervalgte ’freeholders’, for at få overdraget Laurels pension til Stacie. Uden den vil Stacie nemlig ikke kunne blive boende i parrets hus efter hustruens død.
Almindeligvis overgår en offentlig ansats pension i Ocean County automatisk til dennes mand eller kone i tilfælde af dødsfald, men freeholderne nægter middelalderligt at sidestille Laurel og Stacies forhold med et traditionelt ægteskab. Sagen vækker offentlig harme, og snart tropper LGBT-organisationen Garden State Equality op for at protestere bevæbnet med skilte og mikrofoner under ledelse af den karismatiske aktivist og højtråbende homojøde Steven Goldstein (Steve Carell i topform).
Hvad der starter som et romantisk drama, udvikler sig dermed hastigt til en følelsesladet retssalsfilm, hvor Steve Carell og Michael Shannon især stjæler billedet som henholdsvis fighteren Goldstein og vennen Dane med vidt forskellige meninger om, hvordan freeholderne bedst overtales til at skifte mening. Goldstein vil oppiske et larmende cirkus, politikerne ikke kan ignorere, stovte Dane vil tale mådeholden fornuft.
At disse to herrer løber med opmærksomheden i en film med et lesbisk par som omdrejningspunkt, er både paradoksalt og utilsigtet. Ikke desto mindre formår Julianne Moore og Ellen Pages romance og tætte bånd som Laurel og Stacie aldrig rigtigt at manifestere sig på lærredet, og mens talentfulde Page begrænses af en ærgerligt underudviklet rolle, spiller Moore indifferent, som var hun Stacies mor, ikke elsker.
I det hele taget virker Oscar-vinderen for en gangs skyld besynderligt distanceret, og selvom det er svært at anklage Moore for at levere en decideret skidt præstation, er der noget rutinepræget over portrættet af den hensygnende Laurel, som skurrer i øjnene. Det samme gør Solletts uinspirerede instruktion, der synes at forlade sig mekanisk på sit vægtige emnes følelsesmæssige punch. Sollett opruller dramaet, som indfarvede han sirligt optegnede felter i en malebog – det hele er pænt og påpasseligt og ganske anonymt.
Alligevel kan man ikke undgå at blive rørt af Laurel og Stacies historie i filmens sidste kleenex-krævende minutter. Fordi man gribes af indignation over parrets ulykkelige og bunduretfærdige lod. Og fordi man er menneske.
Men det gør stadig ikke ’Freeheld’ til den must see-film, materialet fortjener.
Kort sagt:
Julianne Moore og instruktør Peter Sollett kører på rutinen i ’Freeheld’, hvis stærke, virkelige historie om homoseksuelles rettigheder i USA lades i stikken af et dovent manuskript og manglende passion mellem de elskende i centrum, spillet af Moore og den ellers så udtryksfulde Ellen Page.