Oven på den seneste tids tragiske skyderier i USA er kritikken af den liberale våbenlov selvsagt intensiveret – også i film- og tv-branchen.
Her har Tami Sagher, en executive producer af ’Girls’, foreslået en alternativ strategi i kampen mod skydevåben, nemlig at fjerne pistolerne fra ’Jason Bourne’-plakaterne på New Yorks metrostationer. Hun fik hurtigt støtte af kollegaen og ’Girls’-hovedforfatteren Lena Dunham, der repostede producerens Instagram-opslag med den tilhørende tekst: »Good idea … Let’s go!«
Protesten kommer, efter ‘Bourne’-stjernen Matt Damon advokerede for øget kontrol af skydevåben under et besøg i Australien, der netop har lavet stramninger på området.
»Jeg ville ønske, at vi kunne gøre det samme i mit land, som I har gjort her«, sagde han til The Sydney Morning Herald. »Men det er et personligt emne for så mange mennesker, at vi ikke kan tale om det. Jeg ved ikke, hvad der skal ske, før vi kan … masseskyderier er åbenbart ikke nok«.
’Jason Bourne’ har dansk biografpremiere den 28. juli. Se Saghers oprindelige Instagram-post herunder.