Emma Stone synger Ryan Goslings smil frem i ny trailer til Chazelles ‘La La Land’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I den første trailer til Damien Chazelles længe ventede ‘La La Land’ så og hørte vi Ryan Goslings blide røst akkompagnere en billedskøn pardans og flygtige smil i en magisk musicalsetting. I den nye trailer er det Emma Stone, der får lov til at synge for, når vi bevæger os længere ind i Chazelles betagende filmunivers.

Stone synger sangen ‘Audition’ fra filmen, hvor hun spiller den unge, aspirerende skuespillerinde Mia, der er faldet pladask for jazzpianisten Sebastian. Deres kærlighed blomstrer, men sættes også på prøve i Los Angeles’ ubarmhjertige verden, hvor både karrierer til hjerter bliver knust på daglig basis.

I de fleste instruktørers hænder lyder den historie en kende sukkersød og uoriginal, men med Chazelle ved roret får vi forhåbentlig en fornem musicalhyldest, der tør lade sine karakterer danse i stjernevrimlen og flyve op i himlen, mens budskabet stadig er barskt og bidende. Noget tyder ihvertfald på det også i anden trailer, hvor selv de mest hjertevarme smil hurtigt forstummer. Chazelle var manden, der stod en af sidste års bedste film, trommedramaet ‘Whiplash’, som Soundvenue kårede til den tredje bedste film i 2015.

‘La La Land’ får premiere herhjemme den 23. februar og har udover Gosling og Stone også John Legend, Rosemarie DeWitt (‘Cinderella Man’), Sonoya Mizuno (‘Ex Machina’) og J.K. Simmons (‘Whiplash’) på rollelisten.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af