(Spoiler alert til dem som ikke har set første sæson af ‘Stranger Things’)
Tvillingerne bag Netflix’ ‘Stranger Things’ kalder sig The Duffer Brothers og blev afvist af 15 forskellige produktionsselskaber, før Netflix endelig samlede deres idé op.
Selvom Netflix aldrig annoncerer deres seertal, er der ingen tvivl om, at ‘Stranger Things’ er et kæmpehit. Selv Stephen King roste serien på Twitter:
STRANGER THINGS is pure fun. A+. Don’t miss it. Winona Ryder shines.
— Stephen King (@StephenKing) 18. juli 2016
‘Stranger Things’ er stærkt inspireret af de 80’er-film, som brødreparret Matt og Ross Duffer selv elsker. De nævner i et podcast-interview med Pop Culture Happy Hour, at blandt andet Spielbergs ‘E.T.’, John Carpenters synth-soundtracks og førnævnte Stephen King var nogle af de helt store inspirationer til serien.
Nu er anden sæson officielt bekræftet, og flere interessante ting er allerede sluppet ud. Her samler vi op på, hvad vi ved lige nu om opfølgeren.
1. Afsnittenes titler
The adventure continues. Stranger Things 2 is coming 2017. pic.twitter.com/3H4WR3DGEj
— Stranger Things (@Stranger_Things) 31. august 2016
Det er altid et godt udgangspunkt for en tight serie, når skaberne allerede fra starten af ved, hvor de vil hen med den. Derfor var det betryggende, da ‘Stranger Things’ anden sæson blev annonceret på Twitter med en video, som også inkluderede alle de kommende afsnits titler. Produceren Shawn Levy kunne i et interview med The Hollywood Reporter også bekræfte, at de brede træk allerede nu var tegnet op.
Titlerne kan læses her:
1. Madmax
2. The Boy Who Came Back To Life
3. The Pumpkin Patch
4. The Palace
5. The Storm
6. The Pollywog
7. The Secret Cabin
8. The Brain
9. The Lost Brother
2. Handlingen finder sted et år efter første sæson
I et interview med Entertainment Weekly fortæller The Duffer Brothers, at de længe legede med idéen om et større hop frem i tiden, men endte med kun at skrue tiden et år frem til 1984.
Vi ved ikke, hvad det vil betyde for plottet, men det er en smart måde at holde indholdet friskt og nyt på, sådan at forfatterne ikke er nødt til at samle alle trådene op fra nøjagtigt det samme sted, som første sæson efterlod dem.
3. (Næsten) alle vender tilbage – og nye er kommet til!
I samme interview afslørede The Duffer Brothers, at vi roligt kan forvente at gense Mike (Finn Wolfhard), Joyce (Winona Ryder), Dustin (Gaten Matarazzo) og næsten alle de andre, for Elevens skæbne er en kende mere usikker. Ross Duffer beskrev Elevens situation som: »Vi efterlader den i luften«.
Derudover kommer der også fire nye karakterer til, hvoraf vi fra The Hollywood Reporter ved, at de tre hedder Max, Roman og Billy. De følgende citater stammer fra karakterbeskrivelserne til skuespillere, som seriens kreative hold på nuværende tidspunkt søger til anden sæson.
»Max er en hårdfør og selvsikker 13-årig pige, hvis udseende, opførsel og mål minder mere om en drengs end en piges. Hun har en kompliceret fortid og et kompliceret forhold til sin stedbror, Billy, der har gjort hende beskyttende omkring sin fortid og generelt mistænksom over for sine omgivelser. Hun er også god til at stå på skateboard, hvilket er måden, hun kommer omkring på«.
»Billy er en super muskuløs, overmodig 17-årig. Han er så fængslende og edgy, at der går rygter om, at han dræbte en person på sin gamle skole. Billy stjæler folks kærester, er en mester i drukspil og kører i en sort Camaro. Men hans voldelige og uforudsigelige natur viser sig selv over for dem, som er ham nærmest, især dem som er yngre end ham selv«.
»Roman er derimod beskrevet som en mand eller kvinde af hvilken som helst etnicitet og i aldersgruppen 30-38 år. Efter at være vokset op hjemløs med en mor, som var narkoman, lider han eller hun et stort tab i en tidlig alder og har søgt hævn lige siden. Roman er en outsider, som ikke forstår, hvordan man kommer tæt på folk«.
Læs mere om ‘Stranger Things’ sæson 2 på næste side.
4. Vi kommer længere væk end Hawkins
Indtil nu har ‘Stranger Things’ næsten udelukkende foregået i den lille flænge Hawkins i Indiana, men allerede i åbningsscenen skulle vi ifølge Matt Duffer befinde os et nyt sted. Hvor vides dog endnu ikke.
5. Vi vender tilbage til the upside-down
Det absolut mest mystiske aspekt ved ‘Stranger Things’ var den alternative dimension the upside-down, der omsluttede den lille by Hawkins. Det var også her, at vi mødte det frygtindgydende Demogorgon-monster, som havde kidnappet Will.
I anden sæson af ‘Stranger Things’ fortæller Matt Duffer, at vi med garanti vender tilbage til the upside-down, som vi indtil nu kun har skrabet overfladen på. Matt uddyber, at vi hverken ved, om monstret er dødt, eller om det er det eneste monster, der lurer i the upside-down.
6. Retfærdighed til Barb
Hverken Matt eller Ross Duffer havde forudset, hvordan Barbs skæbne blev til kult hos seriens fans og startede en hashtag-bølge med #JusticeForBarb.
Heldigvis fortalte Matt Duffer »at retfærdigheden sker fyldest for Barb«, da han blev interviewet af IGN. Dog kan Matt ikke se nogen mulighed for, at Barb kan vende tilbage fra the upside-down, hvilket nok kommer til at skuffe mange af de fans, som håbede på at gense deres helt i anden sæson.