Da Adam Wingard ved dette års Comic-Con afslørede, at hans ‘The Woods’-projekt i virkeligheden var en efterfølger til ‘The Blair Witch Project’ fra 1999, kom det som en kæmpe overraskelse for alle.
Nu kommer ‘Blair Witch’ i biograferne verden over den 15. september, og i den anledning har Screen Junkies ‘Honest Trailer’-koncept gået originalen efter i sømmene på særdeles underholdende vis.
Fortælleren fremhæver, hvordan de tre unge dokumentarister »tigger om at dø«, når de ignorer de lokales advarsler, vælter stentotems, stjæler voodoodukker og går ind i uhyggelige morderhuse – og her kan man vist næppe sige ham imod.
Påstanden må siges at blive understøttet, da fortælleren fortsætter: »Men hvad kan man forvente, når løsningen på at fare vild er at gå 80 km med tung oppakning i en tilfældig retning«. De havde ellers bogen ‘How To Stay Alive In The Woods’ med, men »den læste de tydeligvis ikke«.
Det mest skræmmende ved ‘The Blair Witch Project’ er, ifølge fortælleren, at den opfandt viral markedsføring og snød Amerika til at tro, at der rent faktisk skete noget som helst i filmen.