‘Jack Reacher: Never Go Back’: Selv ikke Tom Cruise kan redde ny actionopfølger

‘Jack Reacher: Never Go Back’: Selv ikke Tom Cruise kan redde ny actionopfølger

Det er fire år siden, at Tom Cruise gjorde sin første entré som den hærdede eksmajor og omstrejfende detektiv Jack Reacher.

Den første film var en actionkrimi af den gamle skole, underholdende ikke mindst takket være Tom Cruise, som trods sine 50 år gav den fuld gas på stuntfronten.

Opfølgeren har undertitlen ’Never Go Back’, men det er selvfølgelig nøjagtigt, hvad Reacher gør: Vender tilbage til militæret for at møde sin efterfølger, major Susan Turner, der spilles af en overraskende hårdtslående Cobie Smulders (‘How I Met Your Mother’).

Det står dog hurtigt klart, at der er ugler i mosen. Turner anklages for spionage, og inden længe forsøger militærpolitiet også at smide Reacher i kachotten. En konspiration begynder at tegne sig, og som om det ikke var nok, opdager Reacher, at han måske har en datter.

I filmens glimrende anslag nedlægger Reacher egenhændigt fire skovhuggertyper for derefter at smide to korrupte politibetjente i fængsel, og Cruise viser sig igen som en charmerende og karismatisk inkarnation af forfatteren Lee Childs Jack Reacher.

Denne scene er dog også filmens højdepunkt, og derefter går det ned ad bakke, både hvad angår action, humor og charme. Det er sådan set ikke Tom Cruises skyld, men derimod et ualmindeligt tørt og formularisk plot, lige fra den omfattende militærkonspiration, der føles som et kedeligt opkog af bedre film, til det påklistrede forsøg på at forhøje Reachers følelsesmæssige indsats ved at smide en potentiel datter ind i konflikten.

‘Jack Reacher: Never Go Back’ er instrueret af Edward Zwick, der tidligere har arbejdet sammen med Cruise på den Oscarnominerede ‘The Last Samurai’ (2003) og har stået bag velskruede film som ‘Pawn Sacrifice’, ‘Defiance’ og ‘Blood Diamond’. Men denne gang knækker erfaringen over i ren rutine opvejet af enkelte medrivende afbræk, når Reacher får lov til at uddele rundsmadder til de mange lejesoldater, der krydser hans vej.

Et af højdepunkterne fra den første film var Werner Herzogs diabolske skurk, og det har selvsagt været svært at finde en værdig arvtager til opfølgeren. Det er til dels lykkedes med altid klamme Robert Knepper (T-Bag fra ‘Prison Break’), der spiller bagmanden med det skurkagtige navn General Harkness.

Desværre overdøves Harkness’ skærmtid af hans altdræbende håndlanger, spillet af Patrick Heusinger fra ‘Casual’, der på ingen måde har karismaen til at stå distancen over for Cruises Reacher.


Kort sagt:
‘Jack Reacher: Never Go Back’ er højst egnet som akut action-fix til den gruppe af filmgængere, der allerede har set det brede udvalg af bedre actionfilm. Tom Cruise spiller stadig den karismatiske Reacher til perfektion, men selv ikke han kan udrette de nødvendige mirakler for at indgyde liv i en rutinepræget fortælling.

Spillefilm. Instruktion: Edward Zwick. Medvirkende: Tom Cruise, Cobie Smulders, Patrick Heusinger, Danika Yarosh, Holt McCallany. Spilletid: 118 min.. Premiere: Den 20. oktober
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af