Roland Møller får stor rolle i dansk instruktørs amerikanske ‘Papillon’-remake

Instruktør Michael Noer var sammen med kollega Tobias Lindholm manden, der spottede den eks-kriminelle Roland Møller til fængselsfilmen ‘R’, hele trioens spillefilmdebut. Noer og Møller fulgte op med den ligeledes vellykkede ‘Nordvest’, som indbragte Roland Møller en Bodil-pris, og nu fortsætter de parløbet – blot på den anden side af Atlanten.

The Hollywood Reporter kan fortælle, at Møller er blevet castet til Michael Noers amerikanske remake af fængselsklassikeren ‘Papillon’ fra 1973, der oprindeligt havde Steve McQueen og Dustin Hoffman i hovedrollerne. I Noers version bliver Henri ‘Papillon’ Charriere og Louis Dega spillet af henholdsvis Charlie Hunnam (‘Sons of Anarchy’) og Rami Malek (‘Mr. Robot’), mens Møller indtager rollen som Celier, der hjælper Papillon med at flygte fra livstidsdommen på Djævleøen.

‘Papillon’-remaket markerer dog ikke Roland Møllers første rejse til Hollywood, efter sidste års ‘Under sandet’ åbnede dørene for de internationale roller. Næste år spiller han over for Liam Neeson i actionthrilleren ‘The Commuter’ og over for Charlize Theron i ‘Coldest City’.

Læs mere: Stort interview med Roland Møller – »folk render med alle mulige historier om, at jeg stadig er voldelig«

Læs mere: Se teaseren til ‘Ækte vare’-instruktørs actionhævndrama ‘Underverden’ med Dar Salim, Roland Møller og Branco fra MellemFingaMuzik

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af