De første internationale anmeldelser af ‘Fantastiske skabninger… og hvor de findes’ er sluppet løs

Ugens mest ventede film er utvivlsomt spinoffen på Harry-Potter-universet, ‘Fantastiske skabninger… og hvor de findes’.

Det store udland har som altid fået et forspring i forhold til os herhjemme, og de første anmeldelser har således allerede ramt nettet.

Hvis man har været nervøs for et negativt udfald, kan man godt ånde lettet op. Med 24 anmeldelser i puljen har filmen en Rotten Tomato-score på 100 procent, hvilket betyder, at alle anmeldere har været positivt stemte (i en eller anden grad).

»Potter-filmene var så godt udtænkt, at de indeholder uendelige muligheder for flere film, og ‘Fantastiske skabninger… og hvor de findes’ tager godt imod opfordringen ved ikke at gentage formlen, men i stedet give den et tryllebindende finish«, skriver IndieWire.

The Guardian giver intet mindre end topkarakter med de flotte ord: »Rowling og Yates (instruktøren red.) har givet os en strålende godmodig, uhøjtidelig og uimodståelig optimistisk film«. Og fans af den oprindelige Harry Potter-serie kan ifølge The Hollywood Reporter også ånde lettet op:

»Den vil sandsynligvis trække alle ind, som var fans af Potter-serien, og behage størstedelen af dem, men den har også meget at tilbyde til de fantasy-entusiastiske biografgængere, der kun henkastet har fulgt med i Potter-fænomenet«.

Variety er lidt mere forsigtige med at anbefale den til nytilkommere: »’Fantastiske skabninger…’ er tydeligvis designet til de mest hengivne af Rowlings fans, og selvom det kan være forvirrende for nyankomne, vil de trofaste værdsætte det faktum, at filmen aldrig taler ned til sit publikum«.

Og hos Empire mener anmelderen, at der bliver brugt for meget tid på at bygge den magiske verden op, men at det kan komme efterfølgerne til gode: »Nu hvor de tunge løft er overstået, er der al mulig grund til at håbe på et endnu mere magisk eventyr næste gang«.

En lignende pointe betones hos The Wrap:

»Den har alle forudsætningerne for at være en stor familie-blockbuster, men også alle fælderne. Den har ikke helt fanget den rette balance, men som titlen indikerer, ved den, hvor den magiske formular skal findes i de efterfølgende film«.

‘Fantastiske skabninger… og hvor de findes’ har dansk premiere på torsdag den 17. november.

Læs også: Ny trailer til ‘Fantastic Beasts and Where To Find Them’ afslører mere om det magiske univers

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af