’Fantastiske skabninger og hvor de findes’: Harry Potter-spinoff er både mørk og magisk
Hvad er Harry Potter-universet uden Harry Potter? Uden Hermione, Ron og resten af Weasley-familien, Hagrid, Dumbledore, Snape, Hogwarts og Diagon Alley?
I betragtning af hvor central den unge bebrillede helt er i J.K. Rowlings magiske fortælling, og hvor meget man som trofast læser og seer knytter sig til ham, det farverige persongalleri omkring ham og de opfindsomt detaljerige omgivelser, er det imponerende, hvor lidt man skænker alt det en tanke i Rowling og instruktøren David Yates’ nye spinoff-filmserie ‘Fantastiske skabninger og hvor de findes’.
Fra første dramatiske avismontage med trusler om den mørke troldmand Gellert Grindelwald og billederne af Frihedsgudinden og 1920’ernes gotiske New York-skyline til vor nye hovedperson Newt Scamanders kuffert fuld af magiske og ret nuttede dyr formår Rowling og Yates at forføre med en ny og (næsten) liges å dragende magisk verden.
Som ‘Harry Potter’-læser er det også spændende for en gangs skyldt at gå i biografen uden at kende plottet. Rowlings originale manuskript er inspireret af bogen af samme navn, som hun udgav som velgørenhedsprojekt i 2001, men der er tale om en lærebog uden handling. Filmen følger bogens forfatter, mens han arbejder på bogen.
Newt (Eddie Redmayne) er magi-zoolog. Han har rejst rundt i hele verden for at indsamle viden om magiske skabninger for at uddanne det magiske samfund i at beskytte dem. I 1926 ankommer han til New York for et kort ærinde, der bliver til en længere redelighed. Først slipper flere af hans magiske skabninger ud af hans kuffert. Så kommer han til at bytte kuffert med en NoMaj (amerikansk for muggler). Og så bliver han arresteret af en medarbejder i den magiske kongres MAKUSA for at tiltrække opmærksomhed i NoMaj-samfundet, der i forvejen jager hekse at brænde for de ulykker, der på det seneste har ramt landet på grund af Grindelwald.
MAKUSA-medarbejderen Tina (Katherine Waterston) er tidligere auror, men er blevet degraderet til et skrivebordsjob. Fangsten af Newt er et forsøg på at genvinde jobbet, men det giver bagslag, da sikkerhedschefen Percival Graves (Colin Farrell) vurderer, at de begge er skyldige i at eksponere troldmandsverden. Det resulterer i, at Newt, Tina, hendes søster Queenie (Alison Sudol) og NoMajen Jacob (Dan Fogler) må flygte fra autoriterne med den forbyttede kuffert, mens de forsøger at redde Newts magiske skabninger fra storbyjunglen.
Den lidt overlæssede historie tæller også flere b-plots, blandt andet med en magtliderlig mediebaron, en korrupt politiker og en ekstremistisk antimagi-aktivist og hendes underkuede adoptivbørn.
Der lægges i ovnen til de næste fire film i serien, hvor vi forhåbentlig kommer mere i dybden med de foreløbigt lidt flade karakterer og problematikkerne i forbudstidens amerikanske troldmandsverden. Spændingerne mellem troldmandsverden og den civile verden er høje, og romantik mellem troldmænd/-kvinder og NoMajs er strengt forbudt. Som sædvanligt prædiker Rowling tolerance, åbenhed over for det fremmede og kærlighed på tværs af race og status. Med alle de ulykker, troldmændene forårsager, er det dog ikke svært at forstå de almindelige menneskers frygt.
Det er en mørk troldmandsverden, instruktør David Yates tegner – ligesom han gjorde med de sidste fire ‘Harry Potter’-film. Men der er også god plads til humor og magiens forunderlighed. Filmen bruger næsten for meget tid på at vise os de finurlige og nuttede magiske skabninger og tager os eksempelvis med på en Pokémon Go-agtig jagt i Central Park, hvor Eddie Redmayne ruller overbevisende rundt på jorden for at kommunikere med et større væsen.
Redmayne er i det hele taget troværdig som dyrehvisker, idealist og akavet bognørd, men lige vel nuttet. De andre skuespillere gør det fint, men har ikke så meget at arbejde med. Mest charmerende er Alison Sudol som den telepatiske og sexede Queenie, der bliver småforelsket i den godmodige bager Jacob.
Filmens egentlige scenestjæler er dog den lille forbryderiske niffler, en langsnudet udbryderkonge, der elsker ting, der glimter.
Kort sagt:
J.K. Rowling udvider på imponerende vis sit magiske univers til 1920’ernes gotiske New York i sin spinoff om den nørdede magi-zoolog Newt Scamander og hans fantastiske skabninger. Den første af fem film i serien bruger en del tid på at introducere et hav af handlingstråde og karakterer, men lykkes både med at skabe mørk stemning præget af frygt og fordomme og begejstret formidle magiens forunderligheder.