’In Embryo’: Ulrich Thomsen debuterer som instruktør med lækker billedside i intetsigende drama
CPH PIX: Ulrich Thomsens karriere som skuespiller spænder bredt: Fra Anders Thomas Jensen-komedier over anonyme genrefilm som ’The Thing’ og ’Hitman’ til stærke prisvindende dramaer som ’Festen’, ’Arven’ og ’Kollektivet’.
Dette bagkatalog afslører umiddelbart ikke, hvorvidt den populære dansker har en forkærlighed for en særlig slags film. Men måske findes svaret i Thomsens amerikanske instruktørdebut, ’In Embryo’. Her har han i hvert fald selv stået for manuskriptet, og efter sigende har han efter råd fra Lars von Trier valgt ikke at lytte til nogen andres ideer.
’In Embryo’ viser sig at være en kombination af genrefilm og artfilm. Det er et klichéfyldt gangsterdrama pakket ind i en kølig romantisk tragedie og bundet sammen af en eksperimenterende billedside.
Sean White inddrager lånegæld for en gangster i Los Angeles. Han har mørkt slikhår, hæs stemme, og når han har fri, drikker han sig ned på diskotekerne. Sean har samtidig også en arv, han ikke kan løbe fra. Brudstykker af flashbacks afslører en fortid med et voldeligt familieopgør. Det er altså ikke det mest originale setup, der har fået Thomsen til selv at løfte kameraet.
Seans skæbne vender, da han får øje på den stille, smukke og sårbare servitrice Lilly. Forelsket som bare fanden stalker han hende både på arbejde, i vaskeriet, i kirken og på hjemmeadressen. I starten finder Lilly det lige så creepy som vi andre, men til sidst giver hun op og vælger at tage med på date.
Der bliver ikke udvekslet mange ord mellem de to bærende karakterer – hverken på daten eller i resten af filmen. I stedet sender de hinanden afmålte blikke, og igennem dem er det ikke nemt at afkode, om de er seksuelt eller romantisk tiltrukket af hinanden. Det virker dog heller ikke til at have været den nybagte instruktørs formål, da han i langt højere grad har været draget af pointen om, at vold avler mere vold.
Der mangler smittende kemi mellem hovedrolleindehaverne Ross McCall og Kristen Hager, hvis man skal kunne engagere sig i fortællingen. Til skuespillernes forsvar må det gøres klart, at deres kedelige og klichefyldte karakterer ikke har givet dem en ærlig chance for at slå benene væk under publikum.
Som skuespiller har Ulrich Thomsen altid excelleret i at gøre sine egne helte- og skurkeroller henholdsvis usympatiske og charmerende. Han er en mester i fængslende kontrære karaktertyper. Som instruktør har han dog ikke formået at personinstruere sine skuespillere i samme retning. Ulrich Thomsen optræder selv som Seans makker Peter, men han tilfører heller ikke ’In Embryo’ noget på karakterfronten – udover en dansk accent og et gensyn med skuespillerens blazer fra den stærke rollen som gangsterbossen Kai Proctor i tv-serien ’Banshee’.
Til gengæld leverer han en stilsikker, ja næsten reklamelækker noir-inspireret billedside, der dog ikke har nogle større funktion end at holde publikum vågen til et søvndyngende drama, hvor Sean forsøger at få kontrol over Lillys heroinmisbrug. I sin søgen efter et unikt visuelt udtryk genbruger Thomsen også i flere omgange de samme billeder. Måske er danskeren blevet inspireret af Terrence Malick, men her i hans første film ligner gentagelserne faktisk mest, at man blot er løbet tør for materiale og har forsøgt at løse det i klipperummet.
Det er ærgerligt, at historien ikke lever op til de visuelle ambitioner, men i det mindste kan vi trøste os med, at Ulrich Thomsen med et bedre manuskript har gode muligheder for at træde i karakter som instruktør i fremtiden.
Kort sagt:
Foruden en flot billedside er det svært at se, hvorfor Ulrich Thomsen følte det nødvendigt at hoppe om bag kameraet for at instruere det intetsigende gangsterdrama ’In Embryo’.
Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted