’Rosemarie og Gartnerens Hemmelighed’: Emma fra ’Skam’ imponerer i komediedrama med Tommy Kenter
Hvis man lige nu skulle pege på ’Skam’-stjernen med størst potentiale for en blomstrende karriere uden for seriens ungdomsunivers, ville Bambi-øjede Emma med den uforligneligt ringe gaydar ikke umiddelbart kandidere til førstevalget.
Ikke desto mindre kan du godt forberede dig på at se meget mere til 16-årige Ruby Dagnall (’Emmas’ borgerlige navn), som i ’Rosemarie og Gartnerens Hemmelighed’ spillefilmdebuterer med forrygende skærmtække.
I norske Sara Johnsens femte spillefilm spiller Ruby Dagnall titlens Rosemarie over for Tuva Novotny (senest set i danske ’Krigen’) i rollen som Unn Tove, en tv-journalist fra lillebyen Hønevoss i Norge, med et tumultarisk ubeslutsomt sex/kærlighedsliv. Unn Tove vrager i filmens start sin »store biologiske kærlighed«, bollevennen Henrik med håndværkerbaggrund, og gifter sig med ’god-på-papiret’-slipsedrengen Jonas. Allerede under bryllupsfesten på Hønevoss’ lokale hotel melder tvivlen sig, men da Unn Tove finder et nyfødt spædbarn på toilettet overskygges hendes personlige drama.
16 år og en forudsigelig skilsmisse senere møder Unn Tove atter barnet fra brylluppet, Rosemarie, og sammen indleder journalisten og teenagepigen en detektivjagt på Rosemaries forsvundne forældre – filmet af Unn Tove, som øjner en chance for endelig at rapportere om andet end »strikkeopskrifter og diættips«.
Det kommer til at handle om biologisk arv og Unn Toves gamle kæphest: SEX. Sex med og uden kærlighed, og sex med vidtstrakte konsekvenser. Samt en afslørende rejse til Nordens gamle pornohovedstad København, hvor Tommy Kenter gør en følsomt barok figur som en pornofilminstruktør og tidligere bekendt af Rosemaries mor, der i 1990’erne oplevede uventet hæder i finere kredse, da en af hans lavbudgetfilm blev prisbelønnet for at udstille »sex i kapitalismens tidsalder«.
Sara Johnsen skildrer ærligt og ofte meget morsomt (mis)forholdet mellem sex og selvrealisering i det moderne, femi-frigjorte Skandinavien, og det klasse- og kultursnobberi, der ofte sniger sig ind i debatterne omkring ’god sex’. I sin bogklub priser Unn Tove for eksempel måden, hvorpå knudemanden Heathcliff i ’Stormfulde Højder’ »sætter Cathy fri« med sin arrogance (= sadomasochistiske opførsel), men fnyser da veninden Hilda (Laila Goody) påstår, at Christian Grey gør præcis det samme for Ana i ’50 Shades of Grey’.
Overfor Unn Toves fornuftdrevne forsøg på at favne/frasige sig sine håndværker-lyster kæmper Rosemarie med uvisheden om, hvorvidt hun selv er produkt af et romantiseret kærlighedseventyr eller ’blot’ det uønskede resultat af et engangsknald.
Igennem pigens universelle længsel efter at finde sig selv i sin mors skæbne stiller ’Rosemarie og Gartnerens Hemmelighed’ spørgsmål ved, hvor megen identitetsfølelse vi kan og bør tilskrive vores tilblivelses ofte tilfældige omstændigheder, med inspiration fra Nancy Fridays bestseller ’My Mother/My Self: The Daughter’s Search for Identity’ (1977) såvel som Pedro Almodovars ’Alt om min mor’. Er det ligefrem nemmere at blive sin egen person, hvis man ikke kan spejle sig i sit mødrene ophav?
I sidste ende kommer ’Rosemarie og Gartnerens Hemmelighed’s største hemmelighed ikke som nogen stor overraskelse. Men skønt fortællingens sidste tredjedel mister en smule dramaturgisk momentum, rykker det ikke ved helhedsindtrykket af en velturneret filmisk dialog om moderbindinger og kvindelig seksualitet. Leveret med smittende indlevelse af Tuva Novotny, Tommy Kenter, Laila Goody og naturligvis ekspressivt teenage-kejtede Ruby Dagnall, der her har fået en flot entre på den norske filmscene.
Drittkul, ’Emma’.
Kort sagt:
’Skam’s Emma, aka Norges nye stjerneskud, Ruby Dagnall, stråler famlende følsomt i Sara Johnsens femte spillefilm, der på lun og humoristisk vis underholder med et rammende og umiskendeligt Skandinavisk studie i kærlighed og biologisk arv i selvrealiseringens forvirrende tidsalder.