En generation blev introduceret for Wes Craven, da han i 1996 genopfandt gysergenren med ’Scream’. Andre havde dyrket hans stilskabende horrorfilm siden 70’erne og 80’erne, og mange slasherentusiaster har naturligvis bidt negle igennem ’The Hills Have Eyes’ og ’A Nightmare On Elm Street’, hvor han opfandt filmhistoriens måske mest ikoniske seriemorder, Freddy Krueger.
Uanset hvad er Wes Craven en af gyserfilmens helt store mestre. Alligevel har meget få set hans allerførste film.
Og vi er derfor glade for sammen med Cinemateket i København at blænde op for en sjælden biografvisning af ’Rædselsnatten’ (’The Last House on the Left’), tilmed med introduktion af tidligere tv-vært og filmanmelder Mikkel Munch-Fals, der i dag er instruktør og filmkonsulent.
Titlens rædselsnat starter, da to piger er på vej til koncert i storbyen for at fejre den enes fødselsdag. Men da de prøver at købe hash, bliver de kidnappet af en bande skingrende psykopatiske, undslupne fanger, og mere skal vi ikke afsløre her. Blot kan vi slå fast, at det går så grufuldt og bestialsk for sig, at den fortjener titlen som den mest grænseoverskridende film, Wes Craven nogensinde har lavet. Og det siger en del.
Craven lavede ’Rædselsnatten’ på en bøjet femøre og både skrev, instruerede og klippede filmen, som blev en stor succes, både ved billetlugerne og hos anmelderne.
»Wes Cravens instruktion slipper os aldrig fra den næsten ulidelige dramatiske spænding«, skrev kritikerlegenden Roger Ebert i sin anmeldelse, da filmen kom ud i 1972.
»Der er ondskab i den her film. Ingen blodig eskapisme eller et gys per minut, men en fuldt udviklet fornemmelse for mordernes ondsindede natur. Der er ingen ære i den her vold«, tilføjede han.
Wes Craven døde som 76-årig i august sidste år, og hvilken bedre måde at hylde en vaskeægte gyserlegende end ved at opleve filmen, der søsatte hans karriere, på det store lærred.
Soundvenue byder på en øl og goodiebag ved visningen, der også bliver en uofficiel pre-launch af det nye Soundvenue-magasin med en af tidens absolut hotteste skuespillere på coveret.
Køb billet HER og tilmeld dig på Facebook HER.
’Rædselsnatten’
Cinemateket i København
19. november kl. 19.15