Selvom ’22 Jump Street’ selv parodierede muligheden for evindelige fortsættelser, er det i ramme alvor, at Sony Pictures nu pønser på efterfølgere til Phil Lord og Christopher Millers fantastisk vellykkede reboot af 80’er-serien. Der har længe været tale om både en crossover-film af ’23 Jump Street’ og ‘Men in Black’ samt en spin-off med kvindelige politibetjente i stedet for Hill og Tatum.
I skrivende stund er der dog kun ét projekt, der synes at tage form, mens det andet endnu hænger i luften som en finurlig idé.
Ifølge Deadline.com er den debuterende instruktør Rodney Rothman sat til at instruere det kvindebårede spin-off, og en casting af de kvindelige betjente synes dermed tættere på end nogensinde før. Rothman var en af medforfatterne på manuskriptet til ’22 Jump Street’, hvilket vidner om Sonys interesse i at holde spin-offen så tæt på ophavet som muligt.
Rothman var også en af de skrivende kræfter bag ‘Men in Black’-crossoveret, der dog er gået i stå indtil videre. I sommer udtrykte Jonah Hill bekymring for projektet, der i hans øjne var blevet for kompliceret. Han fortalte til The Toronto Sun, at »det næsten var blevet til det, vi lavede grin med (slutningen i ’22 Jump Street’, red.), og det er svært at opretholde den joke, når risikoen er så stor«.
Læs mere: Anne Hathaway og Rihanna joiner Bullock og Blanchett i ‘Ocean’s Eleven’-spinoff