Interview med Amy Adams: »Det overrasker mig, at nogen turde satse på en film som denne«

Den rødhårede skuespiller formår som få at forene intellekt og følsomhed på lærredet, og det gælder ikke mindst hendes hovedrolle i sci-fi-filmen ‘Arrival’. Det kan blive filmen, der omsider indbringer hende en Oscar.
Interview med Amy Adams: »Det overrasker mig, at nogen turde satse på en film som denne«
Amy Adams og Jeremy Renner i 'Arrival'

En hel verden befalede, at Leonardo DiCaprio sidste år skulle have sin Oscar for ‘The Revenant’ efter at have været nomineret fire gange tidligere.

Hvor er det tilsvarende folkeoprør for Amy Adams? Den 42-årige skuespiller har været nomineret fem gange – første gang for gennembruddet ‘Junebug’ i 2005 – men har aldrig fået en statuette med hjem.

Det er symptomatisk. Adams har sjældent fået den anerkendelse, hun fortjener, og spørger man lægmand om de største kvindelige skuespillere i Hollywood lige nu, vil de færreste nok have hende lige på tungen, selv om hun objektivt set tilhører den absolutte elite.

Noget af det er selvforskyldt. Den tidligere danser har aldrig spillet celeb-spillet og aldrig været i sladdermediernes søgelys. Hun foretrækker at tale om sine roller og film, så det gør vi, da jeg møder hende i Beverly Hills.

»Det overrasker mig, at nogen turde satse på en film som denne«, slår hun fast om Denis Villeneuves lovpriste sci-fi-film ‘Arrival’.

Her har hun hovedrollen som sprogforskeren Louise Banks, der sørger over tabet af sin datter, og hvis liv vendes på hovedet, da hun bliver rekrutteret af militæret til at tolke kommunikationen fra de rumvæsener, der netop er ankommet på planeten i 12 gigantiske UFO’er. Det lyder banalt, men skindet bedrager: ‘Arrival’ udfordrer mange af de ting, vi bilder os ind er sandheder om livet.

»Jeg læste meget op på de filosofiske og videnskabelige spørgsmål, vi tager op i filmen, men uheldigvis for mig formår min hjerne ikke helt at omfavne teorierne. Til sidst måtte jeg bare acceptere dem i stedet for at forstå det fuldt ud«, siger Adams.

»Ellers havde det ødelagt min præstation. I stedet for at fokusere på rollen ville jeg have forsøgt at forklare de dybere aspekter af handlingen til mig selv, samtidig med at jeg forsøgte at forklare dem til publikum«.

MV5BOGU1ZTRhZWItMzUxMy00ODU2LTg3Y2ItMTM0MDM4ZmJlMDY4XkEyXkFqcGdeQXVyNjI0Mjk2MTU@._V1_
‘Nocturnal Animals’

‘Arrival’ er den ene komponent i et stort Amy Adams-år: Hun har også en stor rolle i Tom Fords ‘Nocturnal Animals’, opfølgeren til ‘A Single Man’. Her spiller hun en stenrig galleriejer, der hjemsøges af fortiden.

‘Arrival’ er dog den film, hvor hendes talent for alvor kommer til sin ret – og den er i sig selv sjælden som en stort anlagt sci-fi-film med en kvinde i centrum. Adams var tiltrukket af den komplekse rolle, der både står stærkt på den intellektuelle og emotionelle front. Der er langt fra Ripley i ‘Alien’ til Louise i ‘Arrival’.

»Det er vigtigt for mig at understrege, at folk, der i virkeligheden har måttet kæmpe sig igennem lignende tragedier som Louises, naturligvis har det langt sværere end mig, der bare lader som om. Men alligevel var det ikke specielt sjovt, da det stod på. Rollen gav mig bogstaveligt talt ondt i maven«, siger hun.

»Det skyldes nok, at jeg ønskede, at hun hele tiden skulle føle, at hun var ved at miste fodfæstet, samtidig med at hendes intellekt bliver trukket i en helt ny og fremmed retning. Det gør, at hun hele tiden må tænke over, hvor hun er, både fysisk, psykisk og følelsesmæssigt«.

Selv om Adams spiller Louis Lane i ‘Batman v Superman’ og den kommende ‘Justice League’, er man ikke i tvivl om, at det er film som ‘Arrival’, der virkelig antænder en gnist i hende.

»Det er ikke til at komme uden om, at indtjeningspotentialet stort set afgør, om film bliver lavet eller ej. Så jeg vil opfordre folk til at gå ind og se film, som udfordrer intellektet. Det vil betyde, at der produceres flere af dem«, siger hun.

Skuespillerens sjette Oscar-nominering bør komme i hus for ‘Arrival’, og det vil ikke være ufortjent, hvis hun omsider løber med sejren.

Læs også: 6 stjerner til ‘Arrival’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af