Få instruktører har drejet så mange uomtvistelige mesterværker som Stanley Kubrick.
‘A Clockwork Orange’, ‘Full Metal Jacket’, ‘The Shining’, ‘2001: A Space Odyssey’, ‘Barry Lyndon’ og ‘Dr. Strangelove’ var på hver deres måde stilskabende, og hver gang der bliver lavet nye film i genrer som gyseren, sci-fi, krigsfilmen, den politisk satire eller periodedramaet, vil de blive holdt op mod den barre, Kubrick satte i en karriere, der løb fra 50’erne og helt frem til hans død i 1999.
Den amerikanske instruktør bliver ved med at være relevant og interessant at gå på opdagelse i, og derfor er det mere end kærkomment, at en ny, ambitiøs festival sætter fokus på hans kunstneriske virke gennem hele 2017.
Stanley Kubrick Festival kulminerer 23. september, hvor en stor, international udstilling med blandt andet fotografier, film, interviews og Kubricks private arkivmateriale åbner i Kunstforeningen Gl Strand i København og løber frem til 14. januar 2018.
Men inden da vil der være Kubrick-aktiviteter ad libitum. Man vil få en sjælden mulighed for at opleve alle hans film på det store lærred rundt omkring i landet, eksperter og filmfolk vil diskutere hans filmarv i såkaldte Kubrick-samtaler, flere af instruktørens gamle samarbejdspartnere besøger Danmark for at dele ud af deres oplevelser med legenden, og der vil blive arrangeret koncerter med forbindelse til instruktørens virke.
Allerede 7. marts – Kubricks dødsdag – viser arthouse-biografer landet over en Kubrick-film samt en dokumentarfilm om instruktøren produceret af tidligere DR-filmvært Søren Høy, der er en af initiativtagerne bag festivalen, og som trækker på sit personlige forhold til Kubricks familie.
Læs mere om festivalen på kubrick2017.dk.
Læs også: ‘True Detective’-instruktør skal instruere Stanley Kubricks drømmeprojekt for HBO