Nattens helt store Golden Globe-vinder, Damien Chazelles musical ‘La La Land’ med Ryan Gosling og Emma Stone, får først dansk premiere 23. februar, og derfor vil den bærende reference i vært Jimmy Fallons åbningssekvens til showet forståeligt gå hen over hovedet på de fleste herhjemme.
Men ‘La La Land’ åbner med en virtuos musicalscene i en bilkø på en Los Angeles-motorvej, hvor Ryan Goslings jazzpianist og Emma Stones skuespillerspire – på det tidspunkt fremmede for hinanden – begge sidder fast.
Og sidder fast gør også Jimmy Fallon på vej mod prisuddelingen i indslaget, hvor en perlerække af de nominerede stjerner dukker op med visuelle citater fra de film og serier, hvor de medvirker: Fra Kit Haringtons Jon Snow til en rappende Eleven fra ‘Stranger Things’ og Amy Adams med ‘Arrival’-rygdækning – kulminerende i Fallons romantiske møde med hans gamle kammersjuk Justin Timberlake i endnu en sekvens, der citerer direkte fra ‘La La Land’.
Læs også: ‘La La Land’ udraderer alt og alle ved Golden Globes – se hele vinderlisten
Læs også: Meryl Streep holder en fænomenal anti-Trump-tale under Golden Globes – med skælvende stemme