Overraskelseslanceringer er så småt begyndt at sive fra musik- til filmverdenen. ’10 Cloverfield Lane’ blev lanceret som en opfølger til scifi-hittet ‘Cloverfield’ få måneder før premieren, mens Netflix for nylig løftede sløret for ‘The OA’ blot en uge før premieren – helt imod sædvane.
Nu har filmselskabet A24 så smidt traileren til en mystisk sci-fi-film på Youtube uden nogen nærmere forklaring. A24 er et af USA’s mest anerkendte indie-selskaber, der har stået bag kunstnerisk ambitiøse film som ‘Ex Machina’, ‘The Lobster’, ‘The Witch’, ‘Room’ og ‘Spring Breakers’, og der er således grund til at blive ekstra nysgerrig på, hvad det hele går ud på.
Også traileren i sig selv opfordrer til at stille spørgsmål, mens teksten under videoen på Youtube blot lyder: »In our near future…«.
Hvad går det hele ud på, hvem står bag, er det en film, tv-serie, webserie, eller hvad er op og ned? Jeres bud er lige så gode som vores.
Læs også: Anmeldelse af ‘The OA’