Jesse Eisenberg laver ny 00’er-serie for A24

Jesse Eisenberg laver ny 00’er-serie for A24
Jesse Eisenberg i 'A Real Pain'. (Foto: Disney+)

Jesse Eisenberg begynder efterhånden at finde sig godt tilpas bag kameraet, som en af de mest interessante nyere filmskabere i Hollywood.

Nu kaster den Oscar-nominerede skuespiller og instruktør sig over tv-formatet med en ny serie, der undersøger begyndelsen på de amerikanske kulturkampe i starten af 00’erne.

Det skriver Deadline blandt andre.

Serien, som hidtil er uden titel, tager angiveligt udgangspunkt i en af Eisenbergs egne noveller og kredser om en 18-årig kvinde i efteråret 2002, hvis overbevisninger bliver udfordret af nye idéer og relationer.

Det er uklart, om den pågældende novelle er fortællingen om Harper Jablonski, en førsteårsstuderende, der kæmper med at finde sig til rette på universitetet, fra Eisenbergs novellesamling ’Bream Gives Me Hiccups’ fra 2016.

Ifølge Deadline vil A24 præsentere projektet for potentielle købere i de kommende uger. Eisenberg står selv for manuskript og instruktion, mens Peter Rice, tidligere topchef hos Disney og Fox, er seriens executive producer gennem sin aftale med A24.

Rice er netop blevet udnævnt til indholdschef hos Netflix, hvilket gør streaminggiganten til en oplagt mulig køber, selvom Rice ikke forventes at spille en yderligere rolle i projektet efter sin nye udnævnelse.

Efter sit store internationale gennembrud som Facebook-stifteren Mark Zuckerberg i David Finchers ’The Social Network’ fra 2010, der indbragte ham en Oscar-nominering for bedste mandlige hovedrolle, har Eisenberg gradvist udvidet sin rolle i filmbranchen.

I 2022 debuterede han som spillefilminstruktør med ’When You Finish Saving the World’, inden han fulgte op med ’A Real Pain’ i 2024, som høstede fem stjerner hos Soundvenues anmelder. Her instruerede han, skrev manuskriptet og spillede selv hovedrollen over for Kieran Culkin. Filmen sikrede ham en Oscar-nominering for bedste originale manuskript.

Nu fortsætter Eisenberg samarbejdet med A24, der også står bag hans kommende film ’The Debut’ med Julianne Moore i hovedrollen.

Filmen får amerikansk biografpremiere den 11. december og bliver hans tredje spillefilm som instruktør.

Der er endnu ingen premieredato for den nye serie.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af