‘Fist Fight’: Spild af stort humortalent – og Ice Cube

‘Fist Fight’: Spild af stort humortalent – og Ice Cube

Der var engang, i starten af 90’erne, hvor en frygtindgydende Ice Cube erklærede sig for ’AmeriKKKas Most Wanted’. I den nye håbløse komedie ’Fist Fight’ bliver den sidste virilitet vredet ud af hans slidte rap-persona, og sammen med resten af filmens skuespillere bliver Ice Cube sendt til tælling af et pinligt manuskript, der leverer det ene sløve slag efter det andet under bæltestedet.

Ice Cube er Mr. Strickland – skolens mest frygtede lærer. Du ved, den type lærer, der smadrer dit skrivebord med en økse, fordi du forstyrrer undervisningen. Den vattede engelsklærer mr. Campbell (Charlie Day) overværer episoden, og de to lærere må stå skoleret på rektors kontor.

Det er sidste skoledag, rektor er i gang med en heftig fyringsrunde, og da Cambell, der har en datter og gravid kone derhjemme, frygter for sit job, stikker han Strickland, som får en fyreseddel.

Men det skulle han aldrig have gjort, for Strickland udfordrer ham til en slåskamp efter skole, og Campbell må desperat prøve at få raget sine kastanjer ud af ilden.

’It’s Always Sunny in Philadelphia’-skuespilleren Charlie Day er ingen Jason Bateman, og som straight man i sin første egentlige hovedrolle falder han igennem. I ’De satans chefer’, hvor han spillede over for netop Bateman, fungerede Day, fordi han fik lov til at være den skrigende og småskøre excentriker. Men som en fornuftens mand kommer Days deadpan-humor til kort.

Til Days forsvar skal det dog siges, at det rædderlige manuskript ikke ligefrem tildeler ham de bedste vilkår. Det uholdbare plot kunne være nedfældet af en folkeskoleelev, og humoren består mestendels af diverse former for grove bandeord, vulgære sexjokes og obskure optrin, som en hest på metamfetamin. Selv filmens slapstick-klimaks virker forceret og krampagtigt.

Det hjælper heller ikke, at Day er omgivet af kliche-platte avisstribe-karakterer, der spænder fra Ice Cubes tåkrummende bud på en ghetto-version af lektor Blomme over en sexfikseret og påvirket skolevejler til den uduelige pedel.

Rollerne er ellers besat af et stærkt cast, og det er noget af en bedrift, at normalt så sjove komikere som Tracy Morgan (’30 Rock’), Jillian Bell (’22 Jump Street’) og Kumail Nanjiani (’Silicon Valley’) kan give så humorforladte og sløve præstationer. Noget af skylden må placeres hos den filmdebuterende instruktør Richie Keen, der slet ikke får bragt sine få aktiver i spil.

’Fist Fight’ forsøger i dens døende minutter at tilføje en morale om det haltende og nedslidte skolesystem, men filmen har for længst knockoutet sin egen pointe med forstokket hulemandslogik og en fremstilling af lærerne som helt uden for pædagogisk rækkevidde.


Kort sagt:
Den håbløst pinlige komedie ’Fist Fight’ mangler humoristisk råstyrke og falder igennem på alle parametre. Spild af talent.

Læs også: ‘The Great Wall’: Matt Damon forsvarer Kina mod dæmoner

Spillefilm. Instruktion: Richie Keen. Medvirkende: Charlie Day, Ice Cube, Tracy Morgan, Jillian Bell, Dean Norris, Kumail Nanjiani, Christina Hendricks. Spilletid: 91 min.. Premiere: Den 23. februar
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af