Lena Dunhams ‘Girls’ har som bekendt gang på gang prikket til grænserne for, hvordan kærlighed, sex og nøgenhed skildres på den lille skærm – altid i ærlighedens tjeneste.
Den slags kan nærmest kun lade sig gøre på HBO, der på grund af sin abonnementsmodel ikke behøver et please de ellers så ømskindede amerikanere. Men der er alligevel en grænse – og Dunham & co. har faktisk fundet den.
Det afsløres i et stort ‘Girls’-interview med The Hollywood Reporter, hvor Dunham og seriens executive producers, Judd Apatow og Jenni Konner, snakker om et skud, der i sidste ende blev taget ud af serien.
»Lena ønskede at afsløre noget, der normalt er skjult – ofte taler du ikke om en kæmpe del af de fleste menneskers liv, fordi folk ikke ønsker at skildre det på film. Men så havde vi en scene med et konkluderende skud«, fortæller Apatow, før Dunham afslutter sin sætning:
»Det var faktisk sæd, der fløj i en bue«.
Det var på kanten for HBO, der ifølge Apatow sagde, at de »kunne miste deres licens, hvis det var med i serien«. HBO’s tidligere præsident Sue Neagle bemærker da også, at cumshottet ikke just var diskret, men »som en brandslange«.
»Mike Lombardo (daværende programchef på HBO, red.) kom og sagde, at vi ikke havde brug for det. Og vi tænkte pussies. Men når Mike kæmpede imod, hvilket ikke var tit, så havde han altid ret«, indrømmer Jenni Konner.
»Vi endte dog med at få vores cumshot«, følger Dunham op. »Det var forresten balsam og Cetaphil – det var bare med Adam (Driver red.) og Shiri Appleby i stedet for«.
Scenen, Dunham refererer til, optræder i afsnittet ‘On All Fours’ i anden sæson, hvor vi ser Adam ejakulere ud over Natalias bryster.
Om den sjette og sidste sæson af ‘Girls’ bliver lige så kontroversiel, får vi at se, når den får premiere 13. februar på HBO Nordic.
Læs også: Hannah er verdens værste jobansøger i første trailer til ‘Girls’ sæson 6