Man kunne tro, at den aktuelle politiske virkelighed i USA var et slaraffenland for komikere, men sådan forholder det sig ikke nødvendigvis.
I et interview med The Australian Broadcasting Corporation fortæller et par af klodens mest ublu satirikere, ‘South Park’-bagmændene Trey Parker og Matt Stone, i hvert fald, at begivenhederne omkring Trump tværtimod har gjort deres job sværere.
»Det er virkelig svært at lave sjov med, og i sidste sæson af ‘South Park’, der sluttede for halvanden måned siden, prøvede vi virkelig at lave sjov med, hvad der skete, men vi kunne ikke følge med, og det, der faktisk skete, var meget sjovere end noget, vi kunne finde på. Så vi besluttede at trække os lidt tilbage og lade dem lave deres komik, mens vi lavede vores«, siger Trey Parker.
‘South Park’ har de seneste år udmærket sig ved at blive skabt så meget i realtid, at ugens afsnit ofte kommenterer helt nye begivenheder. I sidste sæson optrådte der da også en Trump-lignende figur, Mr. Garrison, der bliver præsident. Men nu har virkeligheden altså nærmest overhalet serien indenom.
»Folk siger hele tiden til os, at ‘åh, nu får I al det her gode materiale’, som om vi er glade for alt det, der sker. Men jeg ved ikke, om det er sandt. Sådan føles det ikke. Det føles, som om det bliver sværere. Vi er ved at blive helt skudt i hovedet, ligesom alle andre«, fortæller Matt Stone.
Når selv ‘South Park’-skaberne synes, at virkeligheden er blevet for surrealistisk, ved man, at det er nye tider…
Læs også: ‘South Park’ 20 år fortalt gennem 10 af de mest kontroversielle højdepunkter