Gennem 20 år har Matt Stone og Trey Parker hudflettet de amerikanske vrangsider i nyere tids bedste animationsserie, ’South Park’.
De betændte sår under den frihedsidealistiske fernis kradses åbne, når den uvorne duo slår sluserne op for religiøst vanvid, pædofili (gerne i den katolske kirke), politisk hykleri, seksuelle feticher, ekstrem kendiskultur og meget andet i fortællingen om de fire Colorado-drenge Stan, Kyle, Kenny og Cartman – en broget ulveflok, der trods det anonyme udgangspunkt i en reaktionær Rocky Mountains-flække altid finder vej til epicentret af samtidens rasende debatemner. Og vist nok lærer et eller andet i løbet af det hele.
Her midt i seriens 20 års jubilæum står det klart, at Stone og Parkers geni ligger i en utæmmelig idérigdom og fortællelyst, for mens ’The Simpsons’ knirker videre på de sidste dampe, formår duoen, der engang mødte op til Oscar-fest i dametøj, at sparke til grænserne og forny succesformlen sæson efter sæson.
Det er nærved umuligt at udvælge et fyldestgørende udpluk fra bagkataloget, men de følgende ti højdepunkter fortæller i fællesskab historien om ’South Park’ – samfundskritikken, provokationerne og den barnlige skyld og uskyld.
1. Randy Marsh tror på »change«
Jeg bor i skrivende stund i Colorado og har min daglige gang i de kredse, hvor Parker og Stone slog deres folder, og jeg ser dermed det, de så. Hashrygende hippier, religiøse fanatister og hardcore republikanere med ’Socialism Sucks’-klistermærker til salg. Det er et frodigt samfund af modsætninger, et sted, der er dragende for ethvert fremmedlegeme med europæisk sindelag, men det er også en højborg for en særlig udyd: Hykleriet.
Her bilder man sine borgere ind, at de bor i frihedens hjemland, mens man mistroisk tjekker dem i hoved og røv og sætter rammerne for deres adfærd med en skarpsleben lineal. På tv-skærmene lyver to præsidentkandidater om kap, afhængigt af hvilken retning folkevinden blæser, og alligevel tager man patent på demokratiets idealer.
Er der noget, Parker og Stone elsker at dekonstruere, er det dette selvindbildske glansbillede, der dækker over et samfund af kvælende råddenskab. Og ofte kanaliseres denne antipatriotiske kritik i Stans fejlbarlige far, Randy Marsh, karaktergalleriets kronjuvel ved siden af Cartman.
Her er en amerikansk middelklassefar, der bag parcelhusfacaden med kernefamilie og fornuftigt job ryger med på alskens diller – spiller Warcraft, genopliver sin boyband-karriere og stimuleres seksuelt af madprogrammer – fordi han mistede grebet om livets mening, da vild ungdom blev til regninger og rutine.
I ’About Last Night…’ fra sæson 12 deltager han godtroende i Obamas forblændende ’Change’-kampagne, smadrer politibiler og drikker sig halvt ihjel i sejrsrus og kvitter sit job, inden han – sammen med resten af USA’s befolkning – vågner op til (virkelighedens) tømmermænd dagen derpå og erfarer, at ændringerne udeblev. Euforien, drømmen om noget andet, trumfede nuancerne.
Som det så ofte sker for Randy, vender han på en tallerken fra den ene dag til den anden, skrotter det, han troede på og fralægger sig alt ansvar. Han er en tragisk skikkelse, der mangler både viden og livsindhold, men på sin vis er han også en antihelt – jovial dybt inde bag sin desperate identitetsforvirring i livets midtpunkt.
Se ‘About Last Night…’ fra sæson 12 her.
2. Scott Tenorman spiser sine forældre
’South Park’s største trækplaster, Cartman, skrottede den sidste flig af moralske hæmninger og introduceredes som serieverdenens mest morbide møgunge, da han lod den fregnede high school-freshman Scott Tenorman spise sine egne forældre i sæson fem.
Det bestialske klimaks står i chokerende kontrast til afsnittets indledning, hvor Cartman forsøger at skyde genvej til puberteten ved at købe Tenormans pubeshår til overpris og klistre dem på sine nedre regioner. Da han erfarer, at han er blevet taget ved næsen, allierer han sig først med en lad krikke, som skal æde hans dødsfjendes mandlige vedhæng, inden han går planken ud og laver en portion chili con carne a la Tenorman.
For at føje spot til skade har Cartman hyret Radiohead, hans offers idoler, til at latterliggøre den hulkende Tenorman i sorgens stund. Karakterens indtræden i mørkets rækker konstateres af Kyle, der som passiv beskuer ræsonnerer, at man nok skal være varsom med at gøre Cartman vred fremover. No shit.
Den fedladne minityrans moralske kompas var i forvejen itu, men da han gjorde den rødhårede Radiohead-fan til ufrivillig kannibal, blev hans ugerninger ophøjet til ’South Park’s drivende kraft.
Se ‘Scott Tenorman Must Die’ fra sæson fem her.
3. »This is what Scientologists actually believe«
Parker og Stone vågner ofte op til nye sagsanlæg, fordi de går i krig i USA’s skyggedale og flår landets tabuer i laser med grotesk satire. Et er dog klagebreve fra fortørnede forældre og sure miner fra kendisser, noget andet er kritiske kampagner fra Scientologys hjerte.
I ’Trapped in the Closet’ fra sæson 9 bilder kirken Stan ind, at han ædes op af weltschmerz og derfor skal søge trøst i religionens håndgribelige udredninger af eksistentiel lede.
Som han går op ad trappen mod åndelig klarhed, slår de notorisk grådige scientologer kløerne om hans sparegris, inden de udråber ham til ledestjernen L. Ron Hubbards reinkarnation. Flere gange udfolder afsnittet religionens sci-fi-fabulerende skabelsesberetning, en vision så syret, at Parker og Stone akkompagnerer forklaringerne med teksten: »This is what Scientologists actually believe«.
Tom Cruise dukker op på Stans værelse og søger tilflugt i hans klædeskab, da han fornærmes af sin kirkes nyudnævnte overhoved. Rygterne vil vide, at Comedy Central fjernede ’Trapped in the Closet’ fra sendefladen som følge af Hollywood-stjernens protester, men trods den manglende tv-premiere kunne hverken han eller Scientology forhindre episoden i at blive en ’South Park’-klassiker (tværtimod, fristes man til at sige).
Parker og Stone fortsatte desuden storoffensiven mod Scientology med ’The Return of Chef’ – en ubarmhjertig antihyldest til Isaac Hayes, stemmen bag Chef, der forlod ’South Park’ på grund af skabernes kritik af kirken (foruden himmelråbende dobbeltmoral). I episoden, der benytter sig af tidligere replikker indtalt af Hayes, slutter den nu hjernevaskede skolekok sig til en sekt, inden han takker af i et dødsfald så barbarisk, at skærmen emmer af arrigskab.
Hør blot Stone: »Vi havde aldrig hørt et kvæk fra Isaac, indtil vi lavede episoden om Scientology. Han vil have, at vi skal give særbehandling til hans egen religion, og for mig er det indbegrebet af intolerance og snæversyn«.
Se ‘Trapped in the Closet’ fra sæson ni her.
4. Mr. Garrison skifter køn
Nogle gange provokerer Parker og Stone for at nedbryde de fortællinger, der indhyller det amerikanske samfund i et tykt røgslør. Andre gange tager provokationen over.
’South Park’ rangerer blandt de mest grafiske tv-serier til dato, fra Mr. Mackey og Ms. Choksondik frastødende samleje over Kyles uheldige position i et menneskeligt tusindben (et alternativt Apple-produkt kaldet ’CentiPad’) til en afføringsædende babysitter på galeanstalt (årsag: Cartman).
På skalaen for visuel provokation sprængte de dog loftet med skolelæreren Mr. Garrisons kønsskifteoperation, et indgreb, der formidles via lige dele animation og virkelige arkivoptagelser i afsnittet ’Mr. Garrisons Fancy New Vagina’ fra sæson 9.
Skaberne lader måske de blodige detaljer vække harme i sofaerne, fordi transkønnethed er og bliver et tabu (det viser den seneste debat i North Carolina med al tydelighed), men det hæmningsløse makkerpar har også en forkærlighed for den rendyrkede provokation. De ved, hvor vores grænser går, og de elsker at høre og se reaktionerne, når de overskrider dem.
Det er en styrke og en svaghed. Når provokationen stikker til samfundets rigide normer, rammer de ofte plet, men når den tematiske klangbund slår sprækker, kan satiren falme i et uhumsk miskmask af AIDS og afføring. Måske er det derfor, at ’South Park’ er modnet så flot med alderen. Eller også er jeg bare snerpet.
Se ‘Mr. Garrisons Fancy New Vagina’ fra sæson ni her.
5. Cartman får en anal sonde
Apropos seriens udvikling var ’South Park’ et andet dyr i sin spæde fase, end det er i dag. Hvor aktuelle debatemner i stigende grad har gjort sit indtog i de seneste sæsoner, var de tidlige afsnit hashtågede sammensurier af skæve indskud, fra monstre i Colorados bjerge til fladskærme på krigstogt.
Hvor senere episoder tager livtag med globale politiske problemstillinger, udfolder det kartonanimerede jomfruafsnit ’Cartman Gets an Anal Probe’ sig i det små, som en vild syredrøm, der fornøjer, men fordufter. Rumvæsner invaderer Jorden, bortfører Kyles lillebror og indsætter en sonde analt i Cartman, og alt tages med et skævt skuldertræk i det, der må være udslaget af bagmændenes psykedeliske rus.
Som sagt er ‘South Park’ modnet med alderen, og bagkatalogets fineste guldkorn skal findes efter sæson 4, men de ældste afsnits infantile legelyst ejer fortsat en charme, der smitter ved gensyn.
Se ‘Cartman Gets an Anal Probe’ fra første sæson her.
6. En sæson med politisk korrekthed
I de senere år har Parker og Stone i stigende grad rodfæstet satiren i en politisk virkelighed og dykket ned i dagsordenens hedeste emner: etniske spændinger, droner og Donald Trump.
Stilskiftet kulminerede i sidste års nittende sæson, hvor duoen dedikerede samtlige afsnit til en fortløbende fortælling om den digitale æras spirende politiske korrekthed – de moralske korsriddere, som ’American Psycho’-forfatteren Bret Easton Ellis nedladende har kaldt ’social justice warriors’, og som benytter Facebook og Twitter som slagmarker.
Den overdrevne politiske korrekthed udøvet af falske profeter med urent mel i posen er naturligvis guf for provoerne Parker og Stone, der nok engang med Randy Marsh som middelklasse-USA’s hykleriske fjæs lader handlingen udfolde sig i PC-flokkens broey frat-miljø. Her holder skolens nye rektor til: En brysk, diktatorisk drengerøv, der eksploderer, hvis han hører ordet retarded.
Som afbræk fra de vante spredehagl er PC-sæsonen en velkommen videreudvikling af ’South Park’s drejning mod det aktuelle og politiske, men plottets sammenhæng er også en stopklods for kreative påfund – akkurat som tilfældet var i ’Archer’s ’Vice’-sæson. Måske en dosis af de spæde sæsoners uudgrundelige galskab ville klæde de kommende sæsoner?
Se ‘PC Principal Final Justice’ fra sæson 19 her.
7. ’Family Guy’ og en vis profet
At vise eller ikke vise profeten Muhammed?
Det var spørgsmålet, der optog Parker og Stone i dobbeltafsnittet ’Cartoon Wars’ fra sæson 10, inspireret af Jyllands-Postens brandstiftende karikaturtegninger. For ’South Park’-skaberne eksisterer grænser ikke, men deres ønske om at gå Rose, Westergaard og co. i bedene blev blokeret af Comedy Central, der med øje for verdens polariserende uro slog en streg i sandet.
For Parker og Stone har det alle dage været en mærkesag at udstille de bærende religioners dårligdomme – særligt kristne, mormoner, katolikker og jøder har stået for skud – men idéen er, at ikke en, men alle ’bibler’ bør udsættes for den samme behandling. Med andre ord var de rødglødende i kølvandet på Comedy Centrals forbud.
Som modtræk forvandlede de ’Cartoon Wars’-afsnittene til en refleksion over ytringsfrihed eller mangel på samme med kontrasten mellem en censureret Muhammed og en storskidende Jesus som utvetydigt metaskyts: Karikaturernes inkonsistens var en løftet langefinger til Comedy Central.
Mens Parker og Stone ikke fik deres vilje – og uanset hvad man måtte mene om det – demonstrerer ’Cartoon Wars’-dobbeltafsnittet samtidig en af duoens forcer: Kompleks og medrivende plotkonstruktion. Hvor ’Insheeption’ parodierede Nolans drømmeopus i en frydefuld rejse mod Mr. Mackeys barndomstraumer, og ’City Sushi’ tog tykt pis på Alfred Hitchcocks ’Psycho’, er ’Cartoon Wars’ en sindrigt sammensat kritik af ’Family Guy’s dvaske gag-humor fortalt med et væld af twists and turns (Cartman opdager, at seriens forfattere er søkøer) og et sylespidst metalag rettet mod Comedy Central.
I sidste ende var det dog ikke Parker og Stones klagesang over indskrænket ytringsfrihed, der definerede afsnittets eftermæle, men derimod nedsablingen af ’Family Guy’. En kendsgerning, der med garanti ikke huede skaberne.
‘Cartoon Wars’-dobbeltafsnittet er desværre ikke længere tilgængeligt på www.southparkstudios.nu.
8. Kenny dør – for alvor
Særligt i de tidlige sæsoner var det et varemærke for ’South Park’, at den kutteklædte Kenny skulle omkomme i afsnittets ende, blot for at vende tilbage i levende live i næste episode. I superheltetrilogien om ’Coon & Friends’ får vi endda forklaringen på det særegne fænomen: Kennys forældre sluttede sig til en sekt i en hashtåge og skænkede uden at vide det deres søn udødelighed – eller i hvert fald evnen til at blive genfødt just, som han dør.
I femte sæson dræbte Stone og Parker dog den mumlende bifigur så eftertrykkeligt, at han forblev i sin grav i et år.
Det længerevarende fravær var som så meget andet i serien et udslag af Cartman-nederdrægtighed i yderste potens. Her lobbyer han drevent for at få stamcelle-forskning genindført, så han kan redde sin dødeligt syge ven, Kenny. Eller det siger han. I virkeligheden vil han bare bygge en eksakt kopi af Shakey’s Pizza ved brug af stamceller.
Afsnittet er en satirisk genistreg og dannede i tilgift grobund for flere højdepunkter – som da det tilbageværende trekløver bygger en stige til himlen, ikke for at se deres afdøde ven, men for at få fingrene i hans vinderbillet til en slikbutik.
Selv om Kenny vendte tilbage i sjette sæson, markerede afsnittet ’Kenny Dies’ enden på en fast tradition i ’South Park’. Det tidligere obligatoriske dødsfald er nu en sjældenhed.
Se ‘Kenny Dies’ fra sæson fem her.
9. På quest med pornofilm
Når man taler om ‘South Park’, taler man gerne om provokation og satire, men en af seriens fineste kvaliteter overses: Indsigten i det barnlige sind.
Parker og Stone tvinger sig forbilledligt ind bag pandebrasken på deres 10-årige figurer, måske fordi de selv føler sig malplacerede i de voksnes rækker. De trækker tydeligt på egne erfaringer som purunge lømler i Colorados afkroge, lige dele uskyldige og uforbederligt uvorne. En kontrast, der er blandt seriens tematiske drivkræfter.
Af samme årsag er ’Ringenes herre’-parodien ’The Return of the Fellowship of the Ring to the Two Towers’ (sæson 6) et undervurderet afsnit i oeuvret, fordi det bedre end nogen anden ’South Park’-episode indfanger drengesindets sprælske, og her uskyldige, væsen.
Stan, Kyle, Kenny og Cartman skal aflevere en ’Ringenes herre’-dvd til klassekammeraten Butters, men udstyres i stedet med en hardcore pornofilm af Stans forældre. Jagtet af pubertære sjetteklasseselever med dugfrisk interesse i kvindelige kurver og Butters som pludselig Gollum-pendant, forbliver de tro mod deres egen leg, fast besluttet på at fuldføre deres quest.
Parker og Stones dybe indsigt i deres animerede møgunger gør, at man efterlades rørt og opløftet, selv om Frodos ring er erstattet af ’Back Door Sluts 9’.
Se ’The Return of the Fellowship of the Ring to the Two Towers’ fra sæson seks her.
10. ‘You’re Getting Old’
Mange ‘South Park’-fans frygtede det værste, da ‘You’re Getting Old’ afrundede første halvdel af 15. sæson med en melankolsk mavepuster.
Stan fejrer sin 10 års-fødselsdag og får, som han havde håbet, en udgivelse af det seneste elektroniske bras på musikscenen. Han lægger sig til rette i sin seng og lytter til tonerne. Umchi-umchi. Han rocker med, men pludselig lyder det anderledes. Beats erstattes af pruttelyde. Han er i al sin enkelhed vokset fra det.
Og med et er glæden væk. Krymmelis, Playstation-spil, biograffilm, selv hans bedste venner forvandles til lort, mens barndommens uforpligtende adgang til virkeligheden smuldrer i hans modnede sind. Imens er far og mor blevet trætte af hinanden, og Randy skrider fra hus og hjem.
Særligt en dialog lod parallellen til Parker og Stones eget forhold skinne igennem: »How much longer can we keep doing this? It’s like the same shit just happens over and over, and then each week it just resets again«, siger Stans mor, Sharon, og tilføjer senere til sin husbond: »You just seem kind of shitty to me«.
»You kinda seem shitty to me too«, svarer han.
’South Park’-skaberne fortsatte trods malurt i bægeret, men med ’You’re Getting Old’ kom de for alvor til en nedslående erkendelse: Tidens nådesløse gang dræber glæden og fostrer kynismen. Alting har en ende. Og når Stan ser på solen til tonerne af Fleetwood Macs ’Landslide’, ligner den bogstaveligt talt en lort.
Forståelsen for det moderne menneskes kvaler, særligt de helt unges, danner klangbund for den sædvanlige blanding af provokation og samfundskritik og efterlader endda trofaste fans – og, formoder jeg, alle andre – med en klump i halsen. Efter tyve år med ’South Park’ er det et af de afsnit, der lyser klarest op.
Se ‘You’re Getting Old’ fra sæson 15 her.
Læs også: ‘South Park’ 20 år: Ny video viser, hvor mange gange Kenny er død, og Cartman har skidt