At Edgar Wright er en af tidens mest stilbevidste, filmglade og humoristiske instruktører, har han bevist med sin genrereferende trilogi ‘Shaun of the Dead’, ‘Hot Fuzz’ og ‘The World’s End’.
Nu er han tilbage med en heist-film, der umiddelbart ligger et godt stykke vej fra ovennævnte, men alligevel ligner en tempofyldt og charmerende omgang.
I centrum står en talentfuld getaway driver, Baby (Ansel Elgort), som kommer i gæld hos en skræmmende forbryderboss, spillet af Kevin Spacey, og skal bidrage til et kup, der er så godt som umuligt. I slænget ses også Jamie Foxx og Jon Hamm.
Baby har tinnitus, som han forsøger at kvæle ved konstant at høre musik via en oldschool-iPod, og hans soundtrack under de hæsblæsende kups bliver efter sigende også filmens lydside.
‘Baby Driver’ får premiere 29. juni.