’Cause of Death: Unknown’: Noget er råddent i medicinalindustrien

CPH:DOX. I 2005 dør den norske instruktør Anniken Hoels storesøster Renate ud af det blå. Renate er 35 år gammel, lider af skizofreni og har gennem flere år været på antipsykotisk medicin.

Men hvorfor døde Renate? Hvordan kan det ske, at en ung kvinde, som ikke har udvist tegn på forværring i sin sygdom, pludselig stopper med at trække vejret? Og hvorfor kan Renates familie ikke få at vide, hvad dødsårsagen er?

Det er de spørgsmål, Anniken Hoel går på jagt efter at få svar på over en 10 år lang periode. Båret frem af sin egen indignation og vrede indleder hun et omfattende detektivarbejde, der bringer hende fra Tromsø til Bruxelles, Wales og USA. Anniken Hoel taler med andre pårørende, som har mistet familiemedlemmer, der også har fået behandling med antipsykotisk medicin. Og det tager hende ikke længe at finde ud af, at hendes storesøsters død kun er toppen af isbjerget.

Alene i Norge sporer Anniken Hoel sig frem til 2.500 potentielle, lignende tilfælde, hvor mennesker under 45 år pludselig har fået hjertestop.

Resultatet af hendes vidtgående research er imponerende. Den norske instruktør afdækker i ’Cause of Death: Unknown’ en skrupelløs medicinalindustri, hvor pengene styrer alt, og hvor der ikke tages synderligt hensyn til de bivirkninger, som i mange tilfælde kan være fatale. Hoel interviewer psykiatere, journalister og whistleblowere, som alle tegner det samme billede af en kynisk og verdensomspændende medicinalindustri, der primært arbejder ud fra en præmis: Maksimer profitten.

Som Anniken Hoel viser det, går sværvægterne i industrien såsom Johnson and Johnson, AstraZeneca, Pfizer og Lilly endog rigtig langt for at få deres produkter ud på markedet. Både politikere, private læger og almindelige mennesker bliver alle som en underlagt et kolossalt lobbyarbejde fra medicinalindustriens side, og det er kun et fåtal, som har modet til at gå imod de magtfulde, farmaceutiske firmaer.

Som en af de medvirkende siger det: »Så længe ingen bliver holdt ansvarlig eller retsforfulgt, vil medicinalindustrien blive ved med at bøje reglerne og alle grænser«.

Anniken Hoel selv bliver undervejs også truet med, at hun skal holde sig fra at snage i baggrunden for de mange dødsfald, der kan relateres til brug af antipsykotisk medicin som Zyprexa. Man aner mafiametoder, når hun får en besked tilsendt med følgende korte ordlyd: »Kom ikke til Washington«.

Den norske instruktør fortsætter dog ufortrødent, og man kan kun have respekt for hendes vilje til at fortælle sandheden om pengestrømmene i industrien og om de mange blinkende advarselslamper, som industrien har valgt at ignorere, når det kommer til potentielle bivirkninger.

Når det er sagt, så skal det dog også nævnes, at Anniken Hoels evner som filmskaber ikke konsekvent udfolder sig på øverste hylde. Til tider er kameraarbejdet i ’Cause of Death: Unknown’ hjælpeløst, og hun er er heller ikke altid den dygtigste interviewer.

I en del af filmen bruger hun desuden primitive, håndlavede tegninger (måske tegnet af hende selv?) til at illustrere vekselvirkningen mellem de mange instanser i industrien. Det virker lidt for letkøbt. Ligeledes vandrer hendes historiefortælling heller ikke helt sømløst mellem det personlige projekt, storesøsterens død og den generelle afsløring af medicinalindustrien som så.

Til gengæld kan man ikke tage fra Hoel, at hun virkelig har fat i noget. For det kan jo ikke være rigtigt, at dem, der skal holde øje med medicinalindustrien, er betalt af industrien selv. Eksempelvis opruller Hoel, at Tom Laughren, chefen for FDA, den amerikanske instans, som skal undersøge og godkende den medicin, der sendes på markedet, formentlig selv er i lommen på industrien. Han trækker sig som chef, samtidig med at Anniken Hoel forsøger at få et interview med ham.

Efterfølgende viser det sig så, at Laughren har været under anklage for urent trav, hvorefter han begynder at arbejde som konsulent for, ja, you guessed it, store farmaceutiske virksomheder som Lilly og Pfizer.

Noget er i sandhed råddent i medicinalindustrien.

Læs også: ’All Governments Lie’: Et hug i nyrerne på medierne

Dokumentarfilm. Instruktion: Anniken Hoel. Spilletid: 90 min.. Premiere: Vises 21., 24. og 26. marts under CPH:DOX
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af