At fastslå at ‘Your Name’ er blevet en succes, er en underdrivelse. Det er den fjerde mest indtjenende film i Japan nogensinde og den animé-film, der har indtjent mest verden over – og så har den ikke engang fået officiel amerikansk premiere endnu.
Tilmed har den fået sublime anmeldelser, og kritikerne fremhæver manden bag, Makoto Shinkai, som en værdig arvtager til japansk animés store mester, Hayao Miyazaki.
Filmen er Shinkais projekt fra ende til anden. Han har skrevet bogen, som filmen bygger på. Og han har selv instrueret, skrevet manuskript, klippet og filmet.
‘Your Name’ er en ungdomsfilm med overnaturlige dimensioner. Den handler nemlig om to gymnasieelever, Mitsuha og Taki, der ikke kender hinanden, men en dag pludselig vågner op i hinandens kroppe. Den mystiske hændelse gentager sig på tilfældige tidspunkter, og de indretter deres liv efter den nye virkelighed. Men en dag beslutter de sig for, at de er nødt til at mødes.
Traileren virker måske en anelse young adult-klæg, men der er al mulig grund til at tro, at filmen overrasker positivt i både visuelt udtryk og følelsesmæssig slagkraft.
‘Your Name’ får dansk premiere 4. maj.