Alle, der har set mesterværket ’Oldboy’, ved, at Park Chan-wook bedre end de fleste leverer en thriller med et frydefuldt twist eller to.
Nu er den koreanske mester klar med endnu et karrierehøjdepunkt, ’The Handmaiden’, der er et lækkert og uforudsigeligt drama om en kvindelig lommetyv, der bliver hyret som tjenestepige for en mystisk japansk rigmandskvinde – uden at vide, at manden, som arrangerede jobbet, har skumle planer for sin fremtid med kvinden og hendes arv.
Herfra følger en gotisk fortælling fuld af twists and turns, stilistisk overskud og en original blanding af romantik og perversion, der alt sammen er medvirkende til, at førende amerikanske medier som New York Times, The Hollywood Reporter, The Playlist og Vulture placerede filmen på deres toplister over årets bedste film med USA-premiere sidste år.
»Kunsten at tease er sjældent så raffineret som i ’The Handmaiden’«, skriver The New York Times, ikke kun med reference til filmens suspenserige udfoldelse af karakterernes hemmeligheder, men også til de mildest talt saftige sexscener med både lesbisk og sadomasochistisk islæt.
Vi inviterer til den første danske visning af Park Chan-wooks nye mesterstykke tirsdag den 4. april i Empire Bio.
Køb billet HER. Facebook-event HER.
’The Handmaiden’
Empire Bio
Den 4. april kl. 19.30