Steven Soderberghs ‘The Knick’ får kniven efter to sæsoner – det varsler nye tider

Steven Soderbergh instruerede samtlige afsnit af ‘The Knick’ og har således været med til at sætte en ny dagsorden for auteur-drevet tv: Mens det altid har været forfatteren, der er stjernen, når det kommer til serier, hvor instruktøren skifter fra afsnit til afsnit, er det blevet mere og mere normalt, at store instruktører dedikerer sig til en samlet fortælling.

Over to sæsoner oparbejdede ‘The Knick’ et ry som en af de mest visuelt prægnante og ambitiøse serier overhovedet, og det virkede til, at den bare blev bedre og bedre.

Derfor er det også ærgerligt, at Soderbergh ikke får lov til at lave den tredje sæson, han formentlig havde sat næsen op over efter. Hovedrolleindehaver Clive Owen havde ganske vist takket af, men der var spekulationer om at finde en afløser.

Kanalen bag, Cinemax, har trukket stikket på grund af lave seertal i forhold til det relativt store budget, serien har haft. Cinemax vil ikke længere satse på prestigedramaer, men actionserier som ‘Strike Back’ og ‘Rellik’, skriver Deadline.com.

Det er ikke just en positiv udvikling, og det indikerer, at tålmodige kvalitetsserier har det svært i et overophedet landskab med tårnhøj konkurrence. Man skal selvfølgelig passe på med at konkludere ud fra en enkelt kanals strategiske beslutning – og Cinemax kommer oprindeligt fra de mere genrebetonede tv-serier, så det ligger i deres dna – men der er ingen tvivl om, at flere tv-udbydere lige nu kæmper med at skabe fortællinger af høj kvalitet, som samtidig fænger fra første sekund.

I det mindste kan man nyde de to sæsoner ‘The Knick’ på HBO Nordic.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af