’The Skyjacker’s Tale’: Film om den flinke flykaprer rykker ikke et komma
CPH:DOX. Jeg følte mig snotforkælet, da jeg havde set ’The Skyjacker’s Tale’.
Her er en fortælling om en mand, der måske har deltaget i et massedrab, vist nok er blevet tortureret under afhøringerne og senere kaprede et fly i sin flugt fra det amerikanske retssystem. Vi får adgang til hans cubanske helle og får udfoldet historien ansigt til ansigt med den formodede morder, mens hans amerikanske fjender og frænder henholdsvis angriber og støtter ham.
Foran os udspiller der sig et spektakulært drama om juridiske overgreb, racespændinger og luftbårne flugtforsøg, som burde tvinge røven mod sædekanten og fylde maven med vrede.
Og alligevel udeblev følelserne.
Måske har de seneste års mange true crime-fænomener gjort os forvænt med, at film- og serier vender retssager på vrangen. Når rigmænd indrømmer mord, og livstidsfængslede erklæres uskyldige for åben skærm, hæves barren for, hvad der forfærder og fascinerer.
’The Skyjacker’s Tale’ er endda mere end en simpel whodunnit, det er (endnu) en sviende lussing til den amerikanske selvforståelse. Selv om sagen er 30 år gammel, er kritikken stadig relevant: Den systemiske korruption og racisme trives under glansbilledet i en nation, der har forklædt sig som demokratiets bannerfører, men fortsat lider under børnesygdomme.
Flykapreren Ishmael Muslim Ali blev først værget til Vietnam, hvor han så den blodige bagside af Stars and Stripes, og da han blev sendt hjem »i vanære«, oplevede han hvide turister fordærve hans hjem på De Vestindiske Øer. Ali havde kæmpet for et land, han ikke holdt af, men sammen med de andre øboere blev han behandlet som skrald i den hvide overklasses charterdrøm.
Han fortæller, hvordan han begik røverier i politisk protest – eller måske bare i frustration – og da otte mennesker, syv hvide, blev slagtet i en golfklub, pegede alle køller på ham.
Retssag, tortur, tilståelse. Efterfulgt af et flugtforsøg i stratosfæren. Historien er fængslende. Det er ’The Skyjacker’s Tale’ ikke.
Så jeg tænkte, at fejlen lå hos mig og min forkælelse.
Men så igen: Måske er det, fordi ’The Skyjacker’s Tale’ kører hele arsenalet i stilling for at cementere status quo. Vi har overgrebsmanden, forhørsledere, advokaterne og vidnerne, vi har alt, der skal til for at nå ind til sagens kerne, og alligevel spises vi af med udenomssnak. Sammenlign start med slutning, og du vil indse, at dokumentaren dårligt har rykket et komma i en sag, der i højeste grad er uopklaret – og har været det i 30 år.
Dokumentaren kommer aldrig under pansret på Ali, en levemand med et temperament som reggae-baslinjer i en blaxploitation-film. Anekdoten om den flinke flykaprer er bizar (selv passagererne kalder ham høflig!), men når nu anklagen om manddrab klæber sig til hans navn, slipper han noget billigt.
Den eneste scene, der vitterligt stikker dybt, er, da en politimand indrømmer at have tæsket tilståelserne ud af de anklagede. »Hvorfor har du ikke sagt det tidligere?«, spørger intervieweren. »Ingen spurgte mig«, svarer han koldt. Had raser i hans blik.
Lige der kradser ’The Skyjacker’s Tale’ i sagens fernis og dykker ned i de spændinger, der vibrerer i dens kerne – i et enkelt menneskes arrige blik, årtier senere.
I de to minutter politimanden er på skærmen, kommer vi tættere på ham, end vi nogensinde kommer flykapreren Ishmael Muslim Ali. Det efterlader en flad fornemmelse.
Kort sagt:
’The Skyjacker’s Tale’ har alle forudsætninger for at levere et skelsættende indspark til retssagen om den flinke flykaprer, Ishmael Muslim Ali, men formår hverken at sige noget væsentligt om personen eller sagen.
Læs også: ’All Governments Lie’: Et hug i nyrerne på medierne