Siden sin ikoniske rolle i tv-serien ‘The Wire’ som gangsteren Omar er Michael K. Williams flere gange blevet castet i tilsvarende hårdkogte roller – fra Chalky White i ‘Boardwalk Empire’ til Freddy Knight’ i ‘The Night Of’.
Nu får den amerikanske skuespiller dog højst sandsynligt muligheden for at brænde igennem i et helt andet, mindre virkelighedsbundet univers i den kommende Han Solo-spinoff. The Hollywood Reporter melder, at Williams er tæt på at score en rolle i den næste ‘Star Wars’-film, der kommer til at følge op på den succesfulde ‘Rogue One: A Star Wars Story’ fra sidste år.
Det vides endnu ikke, hvem Williams skal spille, men han tilslutter sig et i forvejen temmelig formidabelt cast bestående af blandt andre Alden Ehrenreich, Donald Glover, Emilia Clarke og Woody Harrelson. Den nye film bliver instrueret af duoen Phil Lord og Christopher Miller (‘The Lego Movie’, ’21 Jump Street’) og får premiere 25. maj 2018.