’Venus – Let’s talk about sex’: Blussende kvindekinder i overrumplende ærlig dokumentar

’Venus – Let’s talk about sex’: Blussende kvindekinder i overrumplende ærlig dokumentar
En af de medvirkende kvinder i 'Venus – Let's talk about sex' (Foto: Catherine Colman)

Den danske dokumentar ’Venus – Let’s Talk About Sex’ er et stilfærdigt storværk om den kvindelige seksualitet og alt, hvad dertil hører af begær, fantasier, følelser og forbehold.

Stilfærdig i sin fintfølende og forsigtige interviewteknik med et væld af forskellige unge kvinder og et decideret storværk i kraft af den rørende ærlighed, instruktørduoen Lea Glob og Mette Carla Albrechtsen indfanger for rullende kameraer.

Over en periode på fem år har Glob og Albrechtsen interviewet over 100 kvinder, hvoraf omkring 20 medvirker i den endelige film. Deres motiver er i udgangspunktet dybt personlige. Lea indleder filmen med et brev til Mette, hvori hun spørger om »mon kærlighed og sex nogensinde vil komme til at følges ad i mit liv?«

Mette skriver tilbage med en lignende bekymring: »Jeg har brug for andre kvinder at spejle mig i for at finde ud af, om jeg er den eneste, der har udviklet en stor, sort afgrund mellem mit begær og mit egentlige jeg«.

Én måde at bygge bro over denne afgrund er at sætte ord på alt det, som kan være svært at tale om. Det er både det første og vigtigste skridt. Og ’Venus – Let’s Talk About Sex’ er en helt enormt rigtflydende kilde af ord og tanker og kvinder at spejle sig i.

Filmen undersøger den unge, kvindelige seksualitet. Fra de første erotiske erfaringer til der, hvor instruktørerne selv er i livet nu: midt i 30’erne. Alle interviews er foretaget i stuen i Mettes egen lejlighed på Østerbro i København. Møblerne er fjernet, et neutralt bagtæppe rullet op, og en ensom kontorstol er placeret i forgrunden. Stringensen bringer mindelser om Lea Globs finurlige og yderst personlige afgangsdokumentar fra Den Danske Filmskole, ’Mødet med min far Kasper Højhat’ (2011), hvor faderens efterladte ejendele blev placeret foran kameraet i en sirlig opstilling a la familiehistorisk filmantropologi.

Mette Carla Albrechtsen, derimod, har særlig tæft for den ekstremt-intime ungdomsskildring. I ’XY – Anatomy of a Boy’ (2009) portrætterede hun seks unge, homoseksuelle drenge og mænd, der nøgne og over et glas dekadente bobler betror sig til hinanden to og to i et badekar – på én gang øjenåbnende og smerteligt ærligt.

Sammen har Glob og Albrechtsen skabt et intimt univers med albuerum til seksuel diversitet. Vi møder en helt ung pige på 16-17 år, der åbent fortæller, at hun har haft forskellige seksuelle partnere, fordi der simpelthen er social status i at have erfaring. En kvinde, der med egne ord »snart er 30«, fortæller genert, at hun stort set aldrig har vist sig nøgen for nogen. Før sex klæder hun sig af under dynen. Hun taler sagte, sidder lidt akavet på kontorstolen, og kinderne blusser varmt og rødt. En tredje afslører, at hun i en blanding af jalousi og tiltrækning havde sex med en anden kvinde for at forhindre sin daværende kæreste i at gøre det selvsamme.

De personlige historier afløser hinanden med skiftevis rå ærlighed, forelskelsens varme og  humoristiske betragtninger. Undervejs udfordrer instruktørerne deres medvirkende på både ord og handlinger. Alene dét at skulle fortælle, hvilket ord de foretrækker at kalde deres kønsorganer, er tydeligt grænseoverskridende for nogle af de medvirkende, mens andre glad og gerne deler ud af deres tanker om lige netop dette:

»Jeg vil gerne kalde den kusse, fordi jeg synes skede… Det er sådan noget med, at de har problemer. Skeder har svamp og alle mulige sygdomme. Vagina er for læger, der ikke må sige noget. Men jeg synes også fisse, det er noget, som meget slanke, meget stramme, meget sportslige kvinder har. De barberer dem måske og plejer dem og putter olie på dem. Det er en anden type kvinde, end jeg nogensinde vil komme til at være«.

Ærligheden og diversiteten og de mange, mange blussende kvindekinder gør ’Venus – Let’s Talk About Sex’ til en overrumplende og rørende dokumentar.  Her er lige præcis dét vidunderlige væld af kvinder at spejle sig i, som Glob og Albrechtsen efterspurgte.


Kort sagt:
Opfordringen er ikke til at tage fejl af: Lad os tale om sex! Men også om følelser, fantasier og frustrationer. Lea Glob og Mette Carla Albrechtsens dokumentar om ung, kvindelig seksualitet anno 2017 er en varm søsterkrammer, du ikke må snyde dig selv for.

Læs også: Instruktøren bag ’Venus – let’s talk about sex’: »Mange unge piger tænker ikke på, at de også må stille krav i sengen«

Dokumentar. Instruktion: Lea Glob og Mette Carla Albrechtsen. Spilletid: 80 min.. Premiere: Den 8. marts
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af