Manden bag den sprudlende surrealistiske filmperle ’Evigt solskin i et pletfrit sind’, Michel Gondry, har skabt en næsten lige så drømmende reklamefilm for transportfirmaet FedEx.
Og samarbejdet passer perfekt, for som fortælleren siger, er det, FedEx gør om natten, næsten som taget ud af en sær drøm.
Gondry har skabt et sødt univers, hvor pakkerne løber rundt i et stort orange lokale, lige indtil de bliver bestilt og flyver ud af en dør, hen over havet, rundt i galaksen, gennem lufthavne og frem til dig, dalende fra farverige faldskærme. Og så er København faktisk med, kan vi med provinsiel benovelse konstatere.
Den franske instruktør har før arbejdet med det korte filmformat, både i form af reklamefilm for blandt andre Nike, Bacardi, Coca-Cola, Adidas og BMW og legendariske musikvideoer for Björk, White Stripes og Chemical Brothers.
Læs også: Nike-reklame støtter kvindekampen i Mellemøsten – skaber vigtig debat