‘3 ting’: Coster-Waldau udfolder hele talentet i fortættet dansk krimidrama

Sprængstofeksperten Mikael bliver af to politibetjente ført ud af sin fængselscelle og ind på et anonymt hotelværelse. Mikael er under anklage for at have været med til at røve en værditransport sammen med en gruppe skumle serbiske røvere, som han har snydt for 60 millioner kroner. En politimand er blevet dræbt under røveriet. Men var det Mikael selv, der dræbte betjenten? Eller ved han, hvem det var? 

Gennem en dag på hotelværelset skal han afhøres af en snarrådig, kvindelig anklager, og hvis alt går efter planen, vil Mikael udlevere sine medsammensvorne mod at få en ny identitet, en plastikoperation og et nyt liv i Spanien.

Den skarpe sprængstofekspert har dog lige tre ting, han kræver, hvis han skal sælge de serbiske kriminelle ud. Hans ekskæreste Camilla skal bringes til hotelværelset, PET skal hente lille kasse med hans personlige ejendele fra et hemmeligt skjulested, og så skal han have to gange butter chicken fra en indisk restaurant i Valby. 

Således er scenen sat til et intenst, sitrende drama, der i 99 procent af spilletiden i ’3 ting’ udfolder sig på hotelværelset.

Det er et modigt valg af den 56-årige debuterende instruktør Jens Dahl at fortælle en hel film på en enkel location. Skal det fungere, kræver det, at spillet i samtlige roller er stærkt, og at replikkerne sidder lige i skabet. Det gør de også for det meste. Især stråler den danske ’Game of Thrones’-stjerne Nikolaj Coster-Waldau som den udspekulerede Mikael, der tilsyneladende har planlagt alt ned til mindste detalje, før retssagen mod de serbiske tyveknægte skal gå i gang.

Lærke Winther som anklageren og Birgitte Hjort Sørensen som ekskæresten Camilla er ikke oppe på helt samme høje niveau, men til gengæld leverer Jacob Lohmann en dunder af en præstation som den enfoldige betjent Sander. Dialogen og magtkampen mellem ham og Coster-Waldaus Mikael er decideret sprængfarlig.

Jens Dahl skrev ’Pusher’ sammen med Nicolas Winding Refn og været episodeforfatter på serier som ’Norskov’ og ’Sommer’. Efter at have instrueret en enkelt kortfilm springer Dahl her ud med et modigt ensemblespil, der snildt også (og måske med endnu mere held) kunne have været præsenteret som et teaterstykke.

’3 ting’ er en flot tænkt film, der er lavet på lavbudget. Med enkle midler får vi fortalt Mikaels version af, hvad der skete, da han begik millionrøveriet sammen med det serbiske forbrydersyndikat, og det er elementært spændende at følge historien frem mod, at han måske, måske ikke, får sine krav igennem og indgår i vidnebeskyttelsesprogrammet.

Samtidig, hvilket er mindst lige så vigtigt, er det befriende at se Nikolaj Coster-Waldau folde hele talentet ud i en skarpt skåret karakter, der balancerer på kanten mellem at være helt og skurk.


Kort sagt: ’3 ting’ er en modig film, der vækker mindelser om eksempelvis ’The Usual Suspects’, og Nikolaj Coster-Waldau er alene hele billetprisen værd.

Læs også: Nikolaj Coster-Waldau: »Hold kæft, hvor kunne jeg snakke meget om det – du må have ramt et ømt punkt«

Spillefilm. Instruktion: Jens Dahl. Medvirkende: Nikolaj Coster-Waldau, Birgitte Hjort Sørensen, Lærke Winther, Jacob Lohmann, m.fl.. Spilletid: 89 min.. Premiere: Den 18. maj
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af