Nikolaj Coster-Waldau: »Hold kæft, hvor kunne jeg snakke meget om det – du må have ramt et ømt punkt«

‘Game of Thrones’ er snart slut. Så hvad skal den danske verdensstjerne nu? Hans aktuelle danske film, ‘3 ting’, giver måske en indikation om hans fremtid – men også om hvilket menneske, der gemmer sig bag tandsmilet og hans ubesværede aura. Der er nemlig mange forestillinger om hans vej til succes. Og nogle af dem irriterer ham gevaldigt.
Nikolaj Coster-Waldau: »Hold kæft, hvor kunne jeg snakke meget om det – du må have ramt et ømt punkt«
Foto: Jason Idris/Soundvenue

Nikolaj Coster-Waldau stiller flere spørgsmål, end han besvarer.

Han mener det i eksistentiel forstand, når han siger det. Som i spørgsmål om livet, tilværelsen og deres mening. Men det gælder for så vidt også for interviewet.

Han er fremkommelig og imødekommende og svarer beredvilligt. Når han kan. Når han ikke kan, bryder han af, lader sine halvfærdige sætninger hænge amputeret i luften og spørger mig, hvad jeg tror, tænker og synes. Andre gange spørger han bare ud af en uskrømtet interesse for journalist nummer 17.000 over for ham: Hvor længe har du været journalist? Har du set dén og dén film? Hvilke serier kan du lide?

MØD NIKOLAJ COSTER-WALDAU: Eksklusiv Soundvenue Forpremiere på ‘3 ting’ tirsdag kl. 19.00 med Q&A

Det største spørgsmål, han slår ubesvaret tilbage over den flødefarvede dug imellem os, lyder: Hvem er Nikolaj Coster-Waldau?

»Vi har jo alle mulige fordomme om hinanden… Hvad tror du, folk tænker om mig?«, spørger han og kigger nysgerrigt på mig.

Akkurat det har jeg udfrittet de fleste mennesker, jeg har mødt i ugerne op til interviewet, om. Jeg svarer baseret på min empiri, at der måske findes et glittet forestillingsbillede af ham. Den karismatiske og ubesværede superstjerne med det drengede, velsiddende tandsmil, som har været hans adgangsbillet til Hollywood, men som ikke dækker over nogen dybtliggende hemmelighed. At mange stadig foretrækker deres kunstnere mere martrede og mystiske, end den venlige verdensstjerne virker.

»Den indre vrede er der ikke, okay … ja, hvad skal jeg sige til dét?«.

Han sender mig et lidt syrligt smil og skæver ud over Københavns Havn, som spejler den dovne forårssol under det skrå vinduesparti.

Vi sidder i restauranten på Copenhagen Island Hotel på Kalvebod Brygge – et stort, lyst lokale med bred havneudsigt. Tanken er, at stedet skal trække en tematisk tråd til den feterede skuespillers nye film, ‘3 ting’, og hans nomadiske tilværelse, men Coster-Waldau – iført mørkeblå jeans og en petroleumsblå t-shirt, som må strække sig for at nå rundt om hans overarme – er bare glad for, at han kan få noget at spise. Han har bestilt en pariserbøf, som han gumler forslugent på, og en dobbelt latte med minimælk, som han allerede har bundet.

Jeg kom også til tiden i dag, lagde du mærke til det? Jeg burde jo være kommet 20 minutter for sent

Han er lige kommet hjem dagen forinden efter flere ugers nonstop-rejseri fra Nairobi til New York. Det kræver sin koffein at være en 46-årig familiefar, verdensstjerne og FN-goodwillambassadør.

Han har mødt den før – myten om den sande kunstner, der helst skal jamre af sjælelig smerte. Den irriterer ham ikke så lidt. Første gang, han hørte den, var til en evaluering foran alle lærerne efter det første år på Statens Teaterskole. Du gør det skidegodt, sagde de, men du er altså lidt for glad og positiv.

»Det var det, jeg skulle arbejde på hen over sommeren. At være lidt mere deprimeret. Jeg kan huske, jeg allerede dengang tænkte, at det var noget pis. Det er en meget gammeldags og middelklasseagtig fordom om kunstnere og livet. Min oplevelse er, at hvis du har oplevet voldsomme ting og set livets mørke sider, så har du normalt ikke et enormt behov for at vise, hvor meget du bare føler lidelsen. Der er en kultur i dag om, at alt, der ikke går efter ens hoved, skal forklares ud fra noget, som skete i ens barndom. Det tror jeg bare ikke på. Jeg tror på, at du kan og skal tage ansvar for dit eget liv«, lyder det med eftertryk.

Gider ikke svælge i sorgen

At være Nikolaj Coster-Waldau har ikke altid været så nemt, som han har fået det til at se ud. Vejen fra barndom til berømmelse har været lang og snoet, langt mindre fremkommelig end for mange af hans kolleger, der voksede op i kulturradikale københavnerlejligheder.

Hans barndomshjem i landsbyen Tybjerg på Sydsjælland var et kaotisk sted bestyret af en enlig mor, der forsøgte at få trådene til at hænge sammen, og en fordrukken far, som arbejdede i Grønland og sjældent var hjemme. Sprutten endte med at tage livet af faren ikke længe efter sønnens gennembrud i Ole Bornedals gyserklassiker ‘Nattevagten’ i 1994. Men det gider han ikke svælge i.

»Det ville være enormt egoistisk og forkælet af mig, hvis jeg for at bevise min emotionelle dybde skulle sidde her over for dig og dyrke, hvordan livet bare er noget lort. Sådan er jeg bare ikke«, konstaterer han.

Han skyller efter med en slurk vand og planter glasset på dugen med en bestemt bevægelse.

»Hold kæft, hvor kunne jeg snakke meget om det. Du må have ramt et ømt punkt«.

Coster-Waldau 2

Punktet er stadig ømt en time senere, da han er ved at blive fotograferet. Han står og læner sig længselsfuldt op ad et vindue, da han pludselig vender sig om og stirrer på mig.

»Jeg bliver ved med at tænke over det, du spurgte mig om. Det er skideirriterende«, siger han og prøver igen at udfritte mig om min opfattelse af den ægte kunstner.

Den store hval i den lille dam

Siden den dag hvor han stod over for sine lærere og fik besked på at være mere ulykkelig, har Nikolaj Coster-Waldau løbet spidsrod gennem et fygevejr af fordomme. Hver gang er han kommet styrket ud på den anden side.

Da han landede hovedrollen i ‘Nattevagten’, klappede folk ham alfaderligt på skulderen, for det var jo ‘bare’ en gyser. Da han senere flyttede til London for at forfølge sin amerikanske drøm, længe før kollegerne begyndte at gøre det samme, blev han kaldt naiv og idiotisk. Han lavede tv-serier, før det blev comme il faut.

Og da han for otte år siden fortalte folk om sin rolle i en ny HBO-serie, var der mange, som smilede overbærende, når han sagde ordet fantasy.

Coster-Waldau 4

Hvem ler nu?

»Det har aldrig været i opposition«, understreger han.

»Jeg har ikke villet være Rasmus Modsat. Jeg ville bare ikke være en del af slænget. Jeg havde ikke brug for være den store hval i den lille dam. Jeg kan huske, at vi lavede et Dante-stykke i 1997, der hed ‘Paradis’. Paprika Steen og Hella Joof var med, og på et tidspunkt sagde Hella: Nu er det snart vores tid. Nu er det os, der skal til at være teatercheferne. Jeg fik lyst til at løbe skrigende væk. Jeg tænkte: Åh nej, det er jo forfærdeligt«, fortæller han med stram, krænget mund og forskræmte øjne. Så flækker ansigtet i et grin.

Hvorfor var det forfærdeligt?
»Det var, som om det handlede om prestigen og magten og ikke om indholdet. Hvilke historier vi ville fortælle«.

Hvilke historier Nikolaj Coster-Waldau vil fortælle, er et spørgsmål, han tygger på for tiden. Inden længe er det slut med ‘Game of Thrones’, serien der blev hans endegyldige gennembrud i Hollywood, efter at han i mange år havde aftjent sin værnepligt som daglejer i filmbyen. Med optagelserne til sæson 7 i kassen resterer kun seks afsnit af HBO’s fantasyfænomen – hvis ellers Jaime Lannister kan parere forfatternes dræbende pen så længe. Han glæder sig »helt vildt«, til det er slut.

»Både til at se hvordan den ender og til at kunne lave noget andet, for serien fylder så meget i folks bevidsthed. I de første ti år af min karriere var jeg Nikolaj fra ‘Nattevagten’. Og nu er det så ‘Game of Thrones’ i stedet«, siger han og udelukker, at HBO kan overtale The Kingslayer til at medvirke i en spinoff.

»Nej, det har ikke nogen interesse. Jeg vil ikke virke utaknemmelig, for guderne skal vide, at ‘Game of Thrones’ på alle parametre har været en positiv oplevelse. Jeg har været enormt heldig, og det har været pissesjovt at spille Jaime. Men det er lang tid af ens professionelle liv at bruge på én ting og én karakter. Og så er den bare blevet så stor. De første par år var opmærksomheden størst, når serien kørte, og så slappede det mere af. Men nu er det ligesom konstant. Det ville ikke gøre mig noget, hvis det blev lidt mindre voldsomt«.

Seriens snarlige afslutning giver tiltrængt albuerum i hans tætskrevne kalender og en frihed til at vælge (og vrage), som han ikke har haft før. På den ene side er han rykket op i en liga, hvor tilbuddene er flere og checkene federe. På den anden side har serien spændt et økonomisk sikkerhedsnet ud under ham, så han kan vælge pengene fra og passionsprojekterne til.

Jeg ville bare ikke være en del af slænget

»Det er en ny oplevelse, at jeg ikke nødvendigvis skal tage et job, hvis jeg får det tilbudt. Og jeg er nok blevet mere selektiv med, hvad jeg gider at bruge min tid på. Det er nok meget normalt, når man bliver ældre«, siger han og kører hånden hen over ansigtets gråsprængte skægstubbe.

Eksempelvis er han ikke just vild efter igen at tilbringe »fem måneder foran en green screen«, som han gjorde med sidste års hundedyre, Razzie-nominerede, effektdrevne gudefabel ‘Gods of Egypt’.

»Det var sjovt at prøve, men der går meget lang tid imellem, at man får lov at gøre det, som jeg synes er sjovt, nemlig at spille scenerne og undersøge karaktererne. Filmen blev så, hvad den blev«.

De små ting

Kontrasten til hans nye film kunne dårligt være større. ‘3 ting’ er en dansk low budget-produktion af den debuterende instruktør Jens Dahl, som for 20 år siden var med til at skrive Nicolas Winding Refns ‘Pusher’.

Filmen er en intens og klaustrofobisk thriller skudt på en enkelt location – et hotelværelse, hvor den højtbegavede sprængstofsekspert Mikael (Coster-Waldau) venter på at vidne mod sine kumpaner fra et stort røveri, der fik fatale følger. I bytte for sit vidneudsagn forlanger han tre ting af de PET-agenter, der babysitter ham: Bring mig en kvinde ved navn Camilla (Coster-Waldaus ‘Game of Thrones’-kollega Birgitte Hjort Sørensen), en mystisk kasse fra et opbevaringslager og to gange butter chicken fra et indisk spisested i Valby.

Nikolaj Coster-Waldau i '3 ting'
Nikolaj Coster-Waldau i ‘3 ting’

»Jeg havde lige set ‘Locke’ med Tom Hardy, som er endnu mere ekstrem, fordi den udelukkende foregår i en bil, og han er den eneste, der er med. Jeg kan enormt godt lide den begrænsning i historiefortællingen, hvor publikum selv skal skabe billederne. Og så kunne jeg se, at vi med budgettet og produktionsplanen ville kunne nå op på at indspille otte-ni siders dialog om dagen. Jeg kan godt lide at lave de små ting. Måske hænger det også sammen med, at ‘Game of Thrones’ er så stor en produktion«, forklarer han.

Hollywood-stjernen vil gerne til at indspille flere film hjemme i Danmark, hvor han stadig bor sammen med Nukâka, hans kone gennem 19 år, og deres to døtre. Der gik flere år, hvor han ikke fik nogen tilbud hjemmefra, men ‘3 ting’ er hans tredje danske spillefilm og den anden hovedrolle siden 2014, hvor han var i centrum for Susanne Biers ‘En chance til’.

Han er også executive producer på filmen og vil gerne være mere med bag kameraet i fremtiden. Sammen med en amerikansk ven skriver han på flere manuskripter, som han kalder »enkle, karakterbårne dramaer«. Men de hjemmelavede projekter er stillet til hævning, mens han venter på finansieringen.

Rollen som sprængstofseksperten Mikael i ‘3 ting’ er efterhånden en Coster-Waldau Classic: Enigmatisk, ryggesløs og en smule diabolsk – men ikke uden forsonende træk. En mand af samme stof og støbning som den korrumperede eksbetjent Joe Denton, som han portrætterer i den sorte komedie ‘Small Crimes’, der får premiere på Netflix den 28. april. Eller, selvfølgelig, Jaime Lannister, kongemorderen som alle sine synder til trods nok alligevel ligger i det mere sympatiske hjørne af ‘Game of Thrones’-universets forkvaklede moralkompas.

»Jaime er faktisk et af de bedste mennesker, jeg har spillet, fordi han trods alt har et stærkt moralkodeks, som han lever konsekvent efter. Jeg har ikke spillet ret mange søde, gode mennesker. Selv i ‘The Other Woman’, hvor jeg spiller førsteelsker, er jeg jo det største svin«, siger Coster-Waldau med et skævt smil.

Han tager en bid af pariserbøffen og spejder filosofisk ud ad vinduet.

»Det kunne være, jeg skulle begynde at spille nogen, der ikke var så anløbne«, funderer han.

Et stort røvhul

Mens han taler, distribuerer han bøffen rundt i munden med tungen. Et lille stykke flyver ud og lander på t-shirten. Han undskylder og snapper en serviet, som han væder med tungen og gnider på pletten.

»Eller også ligger de anløbne nemmere til mig, fordi jeg bare er et stort røvhul. Måske jeg en dag må sætte mig ned og sande, at jeg er et dårligt menneske«, siger han med påtaget dybsindighed.

Så kruser mundvigen sig op i et skælmsk smil.

Samtidig kommer en spinkel stemme snigende bagfra. »Excuse me, can I have picture, please?« En lille, forsigtig kvinde af asiatisk udseende står og tripper med en iPhone i hånden. Nummer to i dag. Hun rækker mig telefonen, får sit billede og takker af med et fidelt smil og et lille kniks.

»Det sker faktisk ikke så tit i Danmark som andre steder«, bemærker Coster-Waldau – eller Jaime, som mange af selfie- og autografjægerne kalder ham.

»Jeg er begyndt at kunne sige nej, hvis jeg er ude med min familie, fordi det kan blive lidt for åndssvagt at stoppe op hele tiden. Men ellers er det fint nok. Jeg får det bare overstået, så hurtigt jeg kan«.

Det er ikke noget, man mærker på ham, men han er efter eget udsagn et genert og privat menneske. Skuespillet har lindet på hans sociale skodder: Ved at maskere sig bag sine roller kom han efterhånden ud af sin skal.

Det er også sådan, han tåler hysteriet, der omringer ‘Game of Thrones’. Stod det kun til ham, var det som »i gamle dage, hvor publikum ikke vidste noget om skuespillerne«, men den går ikke længere. Så han behandler det som et skuespil og indtager sin rolle.

»I starten var det forfærdeligt grænseoverskridende for mig at være med i talkshows. Det tog mig noget tid at finde ud af, at du kun er der for at underholde og spille en rolle og ikke for at dele ud af dig selv. Faktisk skal du helst ikke tale om den film, du kommer for at promovere. Det har gjort det nemmere for mig at stå og kaste med wienerbrød, og hvad jeg ellers har lavet af åndssvage ting i de der shows«, fortæller han.

Velopdragen verdensstjerne

Coster-Waldau kender gamet, og han kender sine grænser. En af dem går ved hjemmet i Lyngby, får vi at vide, da vi i dagene før interviewet spørger hans agent, om vi kan lave det der.

Jeg tror, det er der, det glittede forestillingsbillede om den danske stjerne bliver fremkaldt. Vi ser den glade pretty boy med det gavtyveagtige glimt i øjet og tror, det er hele historien. Men det er det selvfølgelig ikke. Og man kan lige så nemt male et billede, der forestiller en mand med et karakterfuldt ansigt og et intelligent, lidt ironisk blik i øjnene, som har truffet mange modige valg og trodset modgang og fordomme for at nå til tops i sit fag. Og som nu bruger sin position til at dyrke det personlige og passionsdrevne.

Coster-Waldau 5

»Det ville da være virkelig trist, hvis folk troede, jeg var kriminel. Men hvis fordommen er, at jeg er glad og positiv og sikkert har det godt, så er det fint nok. Måske er det også, fordi man er god til at vise det billede frem. Jeg er måske lidt for velopdragen. Måske skulle jeg være mere fandenivoldsk. Jeg kom også til tiden i dag, lagde du mærke til det? Jeg burde jo være kommet 20 minutter for sent«.

Har du nogensinde følt, at du ikke altid har fået kredit for det, du har opnået, fordi du ikke har levet op til billedet på den sande kunstner?
»Det kan godt være, jeg har tænkt det dér engang, men jeg er holdt op med at gå ind i det. Det er en brønd uden ende, man åbner. Jeg har set kolleger, som er gået ud og har brokket sig over, at de ikke har fået en Bodil … og så har de så fået nogen, efterhånden som de har brokket sig. Men det må jo ikke være det, der trækker læsset«.

Han har ikke selv nogen Bodil, selv om han har været nomineret en enkelt gang for ‘Nattevagten’. Faktisk har han aldrig vundet en pris for sit skuespil, og han blev i manges øjne snydt for en Golden Globe- eller Emmy-nominering efter Jaimes glansperiode i sæson tre af ‘Game of Thrones’.

Det er, som om mandlige skuespillere, der har udseendet med sig, ofte først for alvor bliver anerkendt for deres skuespil, når alderen har gjort dem mere furede og rå i udtrykket. Leonardo DiCaprio og Brad Pitt for eksempel.
»Ja, ja, og det var også først, da Matthew McConaughey tabte sig 30 kilo, at han blev okay. Det er rigtigt. Og det er sjovt, for det er lige modsat med kvinder, hvor det er de purunge, smukke, glatte nye starletter som Alicia Vikander og Jennifer Lawrence, der kommer frem og får priserne og alle de fede roller. Så går der fem år, og så er de for gamle. For mænd er det omvendt. Jeg håber, det bliver ved med at være sådan lidt endnu. Det ville næsten være ærgerligt, hvis det lige nåede at skifte inden…«.

‘Game of Thrones’ slutter, og så…
»Så vælter det ind med roller, og så river jeg priserne hjem, ja. Det ville da være fint med mig«.

Læs også: Kom til forpremiere på ‘3 ting’ på tirsdag – og mød Nikolaj Coster-Waldau

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af