‘Better Call Saul’ sæson 3: En moden og mægtig dramaserie i egen ret
’Better Call Saul’ er gået i en helt anden retning, end jeg troede, den ville.
Indtil videre har den strålet stærkest, når den har sluppet Jimmy McGill aka Saul Goodman løs som fuldblodssvindler, ladt ham frarøve omvandrende jakkesæt uhyrlige summer eller sprede ravage hos advokatfirmaer af stiveste skuffe. Det var det, man troede ’Better Call Saul’ skulle være: En uvorn lillebror til ’Breaking Bad’ med Saul Goodmans svindelnumre som hovedattraktion.
I tredje sæson er serien ikke bare mere end det. Ofte er den præcis det modsatte.
Tag det alenlange handlingsforløb, hvor Mike Ehrmantraut skiller sin bil ad i jagt på en sporingsmekanisme, inden han utrætteligt begiver sig ud i en forfølgelse. Et dramatisk punktum kan knapt skues i horisonten. Det er Ehrmantraut i intetheden, skiftevis under New Mexicos sol og gadelampernes skær. Alligevel har man aldrig været tættere på ham.
Tilsvarende føres vi bag Kim Wexlers panser, da hun bruger en evighed på at vælge mellem komma, punktum, tankestreg og semikolon i en afgørende rapport. Mennesket bag maskinen blotlægges ikke i grådkvalte crescendoer, men skitseres i det små og subtile. Man mærker hovedforfatter Vince Gilligans pen i portrætterne: Her bliver umiddelbart ubetydelige ting og handlinger indgangen til karakterernes sjæleliv.
’Better Call Saul’ lader McGill, Wexler, Ehrmantraut og co. udfolde sig i diskrete portrætter med et urokkeligt røntgenblik klinet til alt det, der ikke siges. Og når stilheden endelig brydes, er det med voldsom effekt.
Jimmy og Chuck McGills smertelige broderopgør er stadig fortællingens rygrad, og sagen er spidset til, efter storebror Chuck fangede lillebrorens tilståelse af dokumentsvindel på bånd. Midtvejs gennem sæsonen kulminerer duellen i seriens hidtil bedste afsnit, ’Chicanery’, et virtuost kammerspil på den juridiske slagmark, hvor sagen mellem McGill og McGill ender med et knytnæveslag i mellemgulvet – både i retssalen og bag skærmen.
På samme måde får Ehrmantrauts soloridt i New Mexicos skygger et potent pay off, da en gammel kending fra ’Breaking Bad’ melder sin entré. Tidligere har referencerne til moderserien fremstået som hovedløs fanleflen – tænk blot på Tuco Salamancas blodfattige birolle – men i tredje sæson integreres ’Breaking Bad’-karaktererne så sømløst i spin-off-seriens univers, at gensynene er glædelige.
For det handler ikke længere om skæve referencer. ’Better Call Saul’ er en moden og mægtig dramaserie i egen ret.
Kort sagt:
Første halvdel af tredje sæson cementerer ’Better Call Saul’ som en af tidens sværvægtere på dramaseriefronten. Spin-off-serien er ikke længere ’Breaking Bad’s uvorne lillebror, men en moden fortællemæssig tour de force med et væld af suveræne karakterstudier.
Anmeldt på baggrund af de første fem afsnit.